Den lille mosegris ser meget fredelig ud, men den kan ødelægge hele haven.

Den lille mosegris ser meget fredelig ud, men den kan ødelægge hele haven.

Mosegrise på spil i haverne

Med senforåret kommer også mosegrise og mus i haver og hjem

Af
Af Camilla Kjærgaard Olesen

Undrer du dig over, hvorfor der er huller i din jord i haven eller i hækken - og er der kommet nogle mulvarpelignende skud i græsplænen? Så er der muligvis mosegrise på spil, som hygger sig med at grave sig en-to meter ned under jorden og gnave af blandt andet blomsterløg nedefra.
"Mosegrisen bliver som regel ikke mere end halvandet år, men til gengæld yngler den fra april til november og får fire-fem kuld med omkring fem unger hver gang. Det kan derfor blive til mange i løbet af en sommer", fortæller skadedyrsbekæmper, Svend Sørensen.
Hvis ens bøgehæk ikke er sprunget ud endnu, er det næsten med garanti, fordi der er mosegrise i haven.
"Normalt er de til våde områder, men efterhånden har de tilpasset sig vores miljø, og derfor er de et stort problem for husejere og landmænd", siger Svend Sørensen.

Mus i fælden

Udover mosegrisen er musen også på spil for tiden. De meget milde vintre og gode somre er perfekte betingelser for de små gnavere. Hvis man enten har fået mus eller mosegrise i sit hjem, er det vigtigt, at man sætter sig ordentligt ind i, hvordan man kan bekæmpe dem.
"Hvis man har mosegrise, skal man kontakte en professionel, som kan komme og udrydde dem på den korrekte måde. Hvis det er mus, der driller, skal man enten købe en museklapfælde eller fange den levende. Det er ikke godt at sprede gift, da det kan komme i resten af huset, så det skal man lade være med", råder Svend Sørensen.

Publiceret 15 May 2009 10:00

SENESTE TV