Karin Broch-Lips har noget som ikke mandre andre har. I hendes have står Mallings vandtårn nemlig. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Karin Broch-Lips har noget som ikke mandre andre har. I hendes have står Mallings vandtårn nemlig. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

En ægte vandtårnshistorie

I Malling rager der en hvid bygning op midt i det hele. Men den er noget helt særligt - det er nemlig byens vandtårn, som en helt almindelig familie har i deres have

Af
Af Camilla Kjærgaard Olesen

Komikeren Jacob Haugaard fik med sin tv-udsendelse, Jacobs Tårn, fra vandtårnet i Malling for alvor sat byen på Danmarks kortet.
Det er lang tid siden nu, men vandtårnet lever stadig i bedste velgående i den lille by. Siden januar i år 2000 har Karin Broch-Lips, hendes mand Ib Nielsen og deres tre børn hver dag kunne sidde og kigge ud på vandtårnet i haven inde fra køkkenet.

"Jeg var fuldstændig bedøvet af selve huset, og det var haven, jeg faldt for, da vi købte huset. Jeg tænkte overhovedet ikke over, at der stod et vandtårn i haven. Det var først bagefter, at jeg blev overrumplet over det", smågriner 49-årige Karin Broch-Lips, der har været kunstner i fritiden.

Familien har oplevet en massiv interesse omkring deres hus, fordi vandtårnet er blevet en klenodie i byen.

"På den ene side er det skægt at have det, men på den anden er det møgbesværligt, for hvad skal vi lige gøre ved det", spørger Karin Broch-Lips.

Vandtårnet bliver ikke længere brugt til noget særligt andet end opbevaring, men familien har en masse tanker omkring tårnet i haven.

Vandtårnet bliver ikke længere brugt til noget særligt andet end opbevaring, men familien har en masse tanker omkring tårnet i haven.

Mange vand-tanker

Familien har haft mange tanker og ideer til, hvad vandtårnet skulle bruges til, men praktiske eller økonomiske omstændigheder har gjort, at det hele er blevet sat på standby. Derfor står tårnet bare i haven og passer sig selv.
Den nederste del bliver brugt til opbevaring af haveredskaber, men ellers bliver det ikke brugt til noget væsentligt. Karin legede på et tidspunkt med tanken om at lave et børneværksted for Malling-børnene, men hun har opgivet blandt andet på grund af, at der ikke er varme i tårnet, og samtidig er trappetrinnene så smalle, at man ikke kan gå almindeligt op ad dem. De har også talt om at skille sig af med den noget særlige bygning midt i haven, men det nænner de heller ikke, da den har et stykke historie bag sig.

"Der er rigtig mange, der har været forbi og spørge, om de ikke måtte se det. Også forældrene til vores børns kammerater, når vi for eksempel har holdt fødselsdag. Jeg har dog en fornemmelse af, at interessen er ved at være på retur, men den har stadig en historie bag sig, og det er Jacob Haugaards historie fra tårnet, der har gjort byen kendt", smiler Karin Broch-Lips.

Derfor får tårnet indtil videre lov til at stå, hvor det hele tiden har gjort - nemlig i deres have, og om familien på et tidspunkt kunne finde på at lave et tv-program derfra, et kunstner-mekka eller andet kan kun tiden vise.

Karin Broch-Lips har fundet et lille hjørne i vandtårnet, men der er for koldt til at opholde sig der i længere tid.

Karin Broch-Lips har fundet et lille hjørne i vandtårnet, men der er for koldt til at opholde sig der i længere tid.

Publiceret 23 January 2009 14:15

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.