Hjortshøj-kvartet udgiver EP om midtvejskrise i forstaden

Rygtesprederne fra Hjortshøj er dannet af forstadsfædre med meninger. Bandet er aktuel med EP'en 'Skal vi lægge lånet om?', og mere musik er på vej

Af
Kim Skovrup Andersen

musik Ifølge Mikkel Eskesen er Hjortshøj en stor kreativ smeltedigel. Og derfor var det overhovedet ikke et problem for ham, da den 43-årige aarhusianer fik lyst til at danne et band i 2015.

"Jeg har skrevet og komponeret musik i mange år, men det har ikke været ført så mange steder hen, fordi jeg har manglet et musikalsk projekt med noget på hjerte. Det har jeg fundet med 'Rygtesprederne'," fortæller forsangeren i bandet på i alt fire mænd bosat i Hjortshøj, hvor de fandt hinanden.

"Vi har taget den klassiske tur inde fra midtbyen og blevet forstadsfædre, og det er nok en rejse, som rigtig mange kan nikke genkendende til, " siger Mikkel Eskesen, som har boet i stationsbyen i otte år.

Mikkel Eskesen peger på, at det musikalske projekt går ud på at sætte spot på den transformation, der sker når ens værdier ændrer sig ved at blive forældre og få bopæl udenfor postnummer 8000.

Mikkel Eskesen er manden bag de fleste af Rygterspredernes numre. Her giver han en akustisk version af et af dem til ære for Lokalavisens udsendte.

Mikkel Eskesen er manden bag de fleste af Rygterspredernes numre. Her giver han en akustisk version af et af dem til ære for Lokalavisens udsendte.

"Der er jo denne her frygt for, at ens liv går i stå i en form for midtlivskrise. Men vores tekster beskriver, at det er helt ok at bo i en forstad på en lukket villavej. Vi står ved det det, slapper af i det og har slået os til tåls med det," siger han med et efterfølgende smil.

Tung mad og rødvin

Kvartetten blev dannet i 2015 efter en legendarisk aften med noget tung mad og rødvin, og herefter blev det til flere sange.

"Det væltede ud af os med en masse idéer, og i løbet af aftenen ringede vi til en booker for at sige, vi var klar til at spille jobs," siger Mikkel Eskesen grinende.

Siden er det blevet til flere koncerter og EP-udgivelsen 'Skal vi lægge lånet om?' med sange om skilsmisser, nybyggeri, æbleplantager og økologisk kapitalisme.

"Når vi er ude og spille kan jeg mærke og se på publikums smil, at de kan genkende sig selv. Vi føler, at vi siger tingene, som de er. Blandt andet har vi herude i Hjortshøj svært ved at få enderne til at mødes, når Letbanen ikke kører endnu. Det synger vi om i sangen 'Check Ind - Check Ud'. Det er en hyldest til alle forstadens pendlere," forklarer forsangeren.

Et erotisk v-punkt

En anden sang - 'Mor boller far' -handler om noget så universelt som parforholdet, og hvordan man bevarer gnisten i det. Her kommer 'Rygtesprederne' med en opskrift.

Det handler om det 'ukendte' erotiske v-punkt, som opstår hos forstadsmødre, når der går multitasking i deres hverdag.

"V-punktet er, når alt er i vater. Vi ved allesammen godt, at kvinder går rundt og multitasker, og hvis vi som mænd hjælper med at få ryddet ud i de lister ved at tage vasketøjet eller rydde op, så er der bonus i den anden ende. Så når hun ikke har alle mulige praktiske ting at tænke på, så er det der mor boller far," lyder det fra Mikkel Eskesen.

Rygtesprederne går i studiet igen i slutningen af året og forventer, at der kommer nye toner snart. Og det skulle gerne give flere live jobs.

"Vi synes selv, vi har nogle megafede numre i støbeskeen, der kan vælte bøgescenen i Skanderborg. Det er vores drøm at spille på Smukfest. Det er lige vores målgruppe," lyder det forhåbningsfuldt fra Mikkel Eskesen.

Rygtesprederne

    Blev dannet i 2015

    Udgav i 2017 livekoncert-videoen 'Kims Balkon'

    Sommer 2018 blev bandets førstesingle 'Skal vi lægge lånet om?' udgivet

    Se koncertvideoen og hør musik på http://rygtesprederne.dk/

Publiceret 20 October 2018 08:00

SENESTE TV