Lystrup-fritidsklub er klar til næste årgang

Fritidsklubben 8520 slår dørene op for alle interesserede

Af
Kim Skovrup Andersen

Lige i midten mellem Lystrup Skole og Elsted Skole på den anden side af træerne ud mod Lystrupvej ligger Fritidsklubben 8520, hvor børn og unge fra 4. klasse og op kan komme og være med til en masse forskellige aktiviteter. Og der er plads til alle.

"I klubben har vi plads til alle. Vi tager mod alle, der gerne vil være med, uanset om de kommer alene, sammen med deres venner eller som en hel klasse. Vi har som sådan ikke nogen begrænsninger andet end de fysiske i hvor mange, vi kan tage mod. Vi har åbne arme for dem, der kommer," fortæller Preben Sørensen, der er fritidscenterleder i UngiAarhus NORD.

Klar til næste års 4. klasse

Efter sommerferien har de kommende 4. klasseelever mulighed for at melde sig ind i Fritidsklubben 8520. Hvis der er forældre og børn, der er interesserede i at vide mere inden da, holder klubben åbent hus den 19. juni fra klokken 14 til 17, det vil også være muligt at tilmelde sig klubben på dagen.

"Vi er en klub for alle fra 4. klasse og til og med 17 år i Elsted og Lystrup. Vi er en del af UngiAarhus, der blandt andet er fritids- og ungdomsklubber i Aarhus Kommune. Og sammen med de andre klubber i Aarhus deltager vi i mange events og aktiviteter på tværs af byen. Det gør, at alle børn og unge får mulighed for at møde andre fra forskellige dele af byen," siger Preben Sørensen.

Byens bedste tilbud

Der er mange, der ikke kender til fritidsklubberne, men i Fritidsklubben 8520 gør de, hvad de kan for at vise, at de er meget mere end tidsfordriv. De tøver ikke med at kalde sig det bedste fritidspædagogiske tilbud i lokalområdet.

"Vi vil favne alle børn og unge i Lystrup, og vi har en masse at tilbyde dem, mens vi ruster dem til deres voksenliv som dannede mennesker. Vi følger dem i deres udvikling og tilbyder et supplement til alt det andet, der sker i byen," siger Preben Sørensen.

Ifølge Preben Sørensen er der også fordele for forældrene:

"De får glade og tilfredse børn hjem, og de får hos os en sikkerhed for, at deres børn får den støtte, omsorg og vejledning, der er brug for. Og det er også i fritidsklubben, vi kan hjælpe dem til at få venner."

Meget andet end sport og bobspil

Nogle forældre mindes måske deres klubtid, hvor de brugte tiden på at spille bob og måske spille lidt bold udenfor. Men fritidsklubberne har udviklet sig enormt siden da. Nu er der fokus på, at børn og unge skal trives, og at de skal have medindflydelse.

I klubben er der uddannede pædagoger, der sammen med børn og unge indgår i et brugerråd, der er med til at bestemme, hvad der foregår. Dermed får de megen stor indflydelse på, hvad der sker i klubben, og de kan selv være med til at sætte dagsordenen.

"Vi har stort fokus på, at der skal være plads til alle børn og unge, både dem der gerne vil sport og dem, der ikke vil. Vi spænder bredt i vores aktiviteter, hvor det er muligt at danse, spille musik eller være med til at udvikle ting. Vi tilpasser altid det vi gør til de børn og unge, der kommer, så vores aktiviteter skifter også efter, hvem der kommer i klubben," forklarer Preben Sørensen.

Nu glæder klubben sig til at præsentere sig selv overfor de mange interesserede forældre og børn tirsdag 19. juni, og de håber at se så mange af børnene som muligt efter sommerferien til masser af aktiviteter.

Publiceret 19 June 2018 10:30

SENESTE TV