Skandalesag:

Kommunen vil betale kompensation til medarbejdere

Kammeradvokaten konkluderer, at adskillige medarbejdere i Teknik og Miljø blev behandlet urimeligt

Fire personer bør have udbetalt kompensation fra Aarhus Kommune. Det samme gælder to andre personer, men det kan ikke lade sig gøre, fordi deres sager er forældede, så de bør få en beklagelse. Andre syv personer bør få en beklagelse for forskellige krænkelser, der ifølge kammeradvokaten ikke er grove nok til at udbetale kompensation. 

Sådan lyder konklusionen fra kammeradvokaten, der har undersøgt 22 klagesager fra personer, der har været ansat i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Ni af klagerne bør hverken have kompensation eller beklagelse, vurderer kammeradvokaten.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S)

Borgmester Jacob Bundsgaard (S)

Kammeradvokaten konkluderer, at flere medarbejdere har været udsat for et usagligt pres for at få dem til selv at forlade arbejdspladsen. I enkelte tilfælde er det foregået på en 'urimelig grov' måde.

Kammeradvokaten ser tegn på, at en problematisk ledelsesstil hos særligt én topleder har forplantet sig nedad i afdelingen, så medarbejdere ikke er blevet behandlet i overensstemmelse med de ellers sunde principper, Aarhus Kommune har for personaleledelse. I enkelte sager har der været en grov tilsidesættelse af personaleværdierne, står der i rapporten, som i dag blev præsenteret for borgmesteren og den øvrige politiske ledelse i Aarhus Kommune.

LÆS OGSÅ: Skandaleramt S-rådmand fortsætter

"Kammeradvokaten har undersøgt 22 personalesager i Claus Pedersens afdeling. Der er ingen tvivl om, at der har været en dårlig kultur – drevet af den pågældende leder. Der er ganske enkelt medarbejdere, der ikke er behandlet ordentligt," skriver borgmester Jacob Bundsgaard i en kommentar til undersøgelsen.

Undersøgelsen konkluderer desuden, at Teknik og Miljø i flere tilfælde bevidst har tilsidesat de rettigheder, ansatte har i forbindelse med en opsigelse, herunder at finde et nyt job i kommunen.

Bünyamin Simsek

Bünyamin Simsek

Det er nu op til den nye rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, at følge op på kammeradvokatens undersøgelse.

"Kammeradvokaten kommer med en række anbefalinger til, hvordan sagerne skal løses i forhold til de tidligere medarbejdere, og dem ønsker jeg at følge," skriver Simsek i en kommentar, hvor han samtidig betegner undersøgelsens konklusion som 'alvorlig', fordi der anbefales godtgørelse og beklagelser til 13 medarbejdere.

LÆS OGSÅ: Ballade om ny teknik-direktør i Aarhus

"Kammeradvokatens undersøgelse kommer også med anbefalinger, der kan styrke og kvalificere vores personalepolitiske arbejde, som jeg vil sikre bliver vurderet og implementeret. Jeg vil sikre, at der bliver iværksat de nødvendige handlinger og truffet de beslutninger, der skal til for, at den samlede tillid kan genoprettes til Teknik og Miljø, så alle vores 1350 medarbejdere kan udføre deres arbejde til glæde og gavn for Aarhus," siger den nye teknikrådmand.

jr

 

Publiceret 09 April 2018 20:00

SENESTE TV