Bundsgaard slår fast:

Ingen ambitioner om Christiansborg

Danmarks mest populære borgmester og byrådspolitiker har stadig ingen ambitioner om at gå ind i landspolitik

Af
Af Kim Skovrup Andersen

Hvis der var et danmarksmesterskab for borgmestre målt alene på personlige stemmer, ville Jacob Bundsgaard netop have genvundet DM-titlen.
For efter 39.841 aarhusianere valgte at sætte deres kryds ved den siddende borgmester 21. november, blev han for andet kommunalvalg i træk den mest populære kommunalpolitiker i hele landet.
LÆS OGSÅ: Her er valgets største stemmeslugere

“Det er jeg selvfølgelig stolt over. Det er en enorm tillidserklæring at blive valgt til Aarhus Byråd. Og det er et tilsvarende stort ansvar med så mange stemmer, så der er noget at leve op til,” siger han og tilføjer:
”Altså, det betyder selvfølgelig noget med så mange stemmer. Styrken af det mandat, jeg sidder på, er blandt andet afhængigt af, hvor mange personlige stemmer, jeg har fået. For mit vedkommende, så er jeg både enormt stolt over at have fået alle de stemmer og glad for det rygstød, det giver. Både lokalt i de drøftelser vi har i byrådet, men også på landsplan, betyder det noget, når jeg snakker i kredsen af borgmestre. For mig er det også noget, der er med til at holde mig på tæerne, fordi der bag hver eneste stemme er en forventning og nogle drømme og ambitioner om byens udvikling, som jeg skal leve op til. Så det er også med til at holde mig skarp. Og med til at gøre mig umage og arbejde hårdt.”

Bor stadig i Skejby

Siden 2011 har Bundsgaard stået i spidsen for Aarhus, og han bor i Skejby sammen med sin kone Kirstine og deres tre børn på 7, 11 og 13 år, som alle går på Vorrevangskolen.
Derfor giver det heller ingen mening for borgmesteren at have ambitioner om landspolitik på Christiansborg, selv om spørgsmålet ofte dukker op.
“Det har jeg afvist gentagne gange og kan benytte lejligheden til at gøre det igen. Jeg er ene og alene optaget af at være borgmester i Aarhus og arbejde med kommunestyret. Det er dét, der giver mest mening for mig. Jeg har en stor kærlighed til det nære demokrati, og det man kan med det. Jeg har en forventning og tro på, at byernes rolle bliver styrket i de kommende år. Så man både angående indflydelse og betydning kommer til at spille en endnu større rolle, end man gør i dag i en stor by som Aarhus. Og det er det, jeg er optaget af. Det er umuligt at mane spekulationer om, at jeg skal ind i landspolitik i jorden, men det eneste, jeg kan sige, er, at jeg er 100 procent optaget af at være borgmester i Aarhus, og jeg har ingen ambitioner overhovedet om at skulle lave landspolitik på Christiansborg,” fastslår socialdemokraten, der kom i byrådet tilbage i 2002.
LÆS OGSÅ: Sådan stemte aarhusianerne
Når man er borgmester i Aarhus er det begrænset, hvad man har af muligheder for at gøre noget for sit helt nære lokalområde.
“Jeg er først og fremmest borgmester for hele byen. Vi har efterhånden boet ude i Skejby-området i ti år. Men inden det har jeg jo boet på Frederiksbjerg og i Mejlgade og så er jeg vokset op i Skødstrup. Så jeg har boet mange forskellige steder i kommunen. Det var tilfældigt, at vi endte i Skejby. Det var der, vi havde råd til at bo dengang. Og så er vi bare blevet virkelige glade for det. Vi synes, det er et fantastisk område med gode stisystemer og gode folkeskoler. Det er sådan et godt blandet lokalområde, og i virkeligheden et spejl af det resterende Aarhus, siger han og tilføjer:
“Jeg er selvfølgelig formet af den hverdag, jeg har i området og den infrastruktur, jeg kender, og den skole, hvor jeg afleverer mine børn og går til forældremøder. Men det kan man jo ikke drive politik på som borgmester. Jeg er jo hele byens borgmester,”
Og hele byens borgmester har masser af opgaver i den kommende periode.
“Alle kender til vores befolkningstilvækst her i kommunen. Derfor kommer vi til at planlægge opførelser af nye skoler, hvor vi også skal have kigget på, om vi kan løsne nogle af folkeskolereformens rammer,” siger Bundsgaard og peger også på, at der i denne højkunjunkturperiode skal flere kvinder med flygtninge/indvandrer-baggrund samt ledige akademikere i job og arbejdes endnu mere med helhedsplaner i udsatte boligområder i det vestlige Aarhus for at undgå parallelsamfund.
 

Portrætter

Lokalavisen Aarhus bringer portrætter af de lokale byrådspolitikere. Både de nyvalgte og gamle

Publiceret 19 January 2018 06:15

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV