Udlejer luksusbiler fra baggård på Trøjborg

32-årige Nasih El Arja står bag Carrtel, der satser på luksus til bilglade kunder

Af
Af Kim Skovrup Andersen

Hvorfor eje, når man kan leje? Det er tankegangen og konceptet bag et nyt biludlejningsfirma, der er netop er startet op på Trøjborg.
Navnet er Carrtel og er sammentrækning af det engelske Car Rental.
Firmaet holder nærmere bestemt til i en baggård i Tordenskjoldsgade 31b i nogle af Eduard Autos tidligere lokaler. Værkstedet et skrumpet lidt ind, og det har givet plads til Nasih El Arjas nye firma. Men det er ikke Hyundaier og Suzuki-biler, Carrtel har holdende.
LÆS OGSÅ: Aarhusianer udlover 100.000 kroner i dusør for at få sin luksusbil tilbage
Her satses der på luksusbiler af mærker som Porsche, Maserati, Audi samt forskellige Mercedes'er. Porsche Panamera er den dyreste bil i garagen. Den koster 2.500 kroner, hvis man skal leje den for en dag. Prisen falder, hvis man lejer bilen flere dage.
LÆS OGSÅ: Racerkører fra Aarhus får debut i Ferrari
“Det hele er gået rimeligt hurtigt. Fra jeg fik idéen, til jeg åbnede, er der gået to måneder. Idéen er at gøre det så nemt som muligt at leje en smart luksusbil. Det er noget, der mangler her i Aarhus. Vi forsøger at adskille os fra andre biludlejningsfirmaer ved først og fremmest at satse på luksusbiler. Jeg synes selv, vi har nogle af de pæneste biler, der er på markedet,” siger Nasih El Arja, som står bag Carrtel sammen med sin bror, Nabih El Arja.

Erfaring fra familiefirma

De to er nærmest født med benzin i blodet og driver i forvejen familiefirmaet H-E Autoeksport i Harlev. Et firma, som deres far i sin tid grundlagde. Den erfaring bringer brødrene El Arja videre og bruger i Carrtel.
“Min far var en af de første bileksportører i Danmark, og jeg har altid arbejdet med biler på den ene eller anden måde. Gennem H-E Autoeksport har vi gode kontakter i bilverdenen og kender markedet,” fortæller Nasih El Arja.
De 32-årige direktør er bosat på Stockholmsgade på Christiansbjerg og har i sin tid gået på Skovvangsskolen, så Trøjborg er en form for hjemmebane for ham.
LÆS OGSÅ: Flere aarhusianere deler biler
“Men det var tilfældigt, at det var her på Trøjborg, vi åbner op. Det har været svært at finde lokaler, men da vi kiggede på de her lokaler, syntes vi, det var oplagt at starte her, fordi det ligger så centralt, der er en god husleje og ret så vigtigt er der plads til vores biler,” siger han.
Dem er der i alt 11 af. De kan udlejes på normal vis, men også til bryllupper, konfirmationer, gallafester eller andre lejligheder. Og der er også mulighed for at få en chauffør med i prisen.
“Her i starten gør vi det meste selv, men vi regner med, at vi i løbet af nogle år blive flere, og der er også planer om at åbne op i København og Odense, Men lige nu skal vi først og fremmest fokusere på Carrtel her i byen,” siger Nasih El Arja.
 

Publiceret 23 October 2017 08:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV