Uldjyde har købt Francks Dyrefoder i Skødstrup

30-årige Lasse Rehde har overtaget Francks Dyrefoders fem butikker med hovedsæde i Skødstrup. Der er navneændring på vej

Af
Af Kim Skovrup Andersen

 En af de første butikker, der møder bilisterne, når de ankommer til Skødstrup fra motorvejen, er Francks Dyrefoder.
Men inden længe ryger skilte med de grønne og lilla logoer af facaden på Grenåvej 627. Her har brødrene Simon og Morten, som har lagt efternavn til butikken, haft dyrefoder-virksomhed i en årrække, men de har nu solgt til 30-årige Lasse Rehde.
“Gennem mit netværk hørte jeg om muligheden for at overtage de fem butikker i Francks Dyrefoder-kæden. Jeg synes, det lød spændende. Det er et marked, hvor der er noget potentiale, og det har jeg lyst til at give mig i kast med. Siden jeg blev færdig med handelsskolen, har jeg arbejdet med detailhandel. Jeg har altid været mest optaget og fascineret af selve driften og give kunder den bedste oplevelse, for så kommer de igen, Jeg vil gøre mit bedste at få vendt det her til at blive en endnu bedre forretning,” fortæller uldjyden fra midtjyske Brande.
Her blev han uddannet i en tøjbutik, som han selv fik lov til at køre drift på. Senere drev han også sin helt egen tøjbutik, inden han nu kaster sig over en ny branche.
Med opkøbet af Francks Dyrefoder følger der butikker med i henholdsvis Randers, Horsens, Varde, Fredericia og altså Skødstrup. Sidstnævnte er kædens hjerte, og derfor vil den nye ejer være her flere gange om ugen.
“Men jeg skal rundt i alle butikker især her i starten, så jeg har finger på pulsen og sparre med personalet for at være sikker på, det hele kører optimalt,” siger han og fortsætter:
“Min kæreste bor på Trøjborg i det nordlige Aarhus, så jeg kommer til at bo halvdelen af tiden hos hende og den anden halvdel i Brande. Men det kan godt være, jeg er mere heroppe, hvis der er behov for det,” siger Lasse Rehde.
“Det bliver en spændende udfordring at gå i krig med fem butikker og udvikle dem. Der er stadigvæk meget nye ting, så jeg skal lige have et overblik. Jeg er i gang med at rydde op i sortimentet og så bruge mere plads på mere aktuelle og relevante varer. Og så vil jeg bruge ekstra krudt på personalet og få dem gjort endnu skarpere,” siger han.

Nyt navn på vej

I nærmeste fremtid skal kæden skifte navn:
“Det er oplagt at skifte navn, og jeg vil ændre navnet for at markere en ny start, men jeg kan ikke offentliggøre det endnu, fordi det lige skal varemærkeregistreres først,” forklarer Lasse Rehde.
Den nye ejer vil markere skiftet med en reception.
“Det bliver lørdag 9. september fra klokken 9 til 16. Her vil vi lave noget markedssalg i gården, hvor der vil være nogle rigtig skarpe tilbud,” fortæller han.

Publiceret 29 August 2017 14:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV