Fremad ansætter trænertalent fra AGF:

"Vi skal spille 1. division"

Aarhus Fremad har skrevet kontrakt med 31-årige Morten Mølkjær, der skal afløse Claus Christiansen. Mølkjær har netop vundet U17-DM med AGF

Af
Af Kim Skovrup Andersen

Aarhus Fremads 2. divisionshold har fra 1. juli ansat Morten Mølkjær som ny træner, efter Claus Christiansen har valgt nye græsgange i jyllandsserieklubben Silkeborg KFUM fra næste sæson:
“Det er med stor glæde, at vi har ansat 31-årige Morten Mølkjær. Han har det seneste år trænet U17-ligaholdet i AGF, der for nylig kunne kalde sig danske mestre – to runder før turneringen er færdigspillet,” siger Aarhus Fremads direktør, Nicolaj Wittendorff.
”Efter tre gode år med Claus Christiansen ved roret har det været vigtigt for os at finde en træner med kompetencer til at videreføre de målsætninger, vi sammen med spillertruppen har fastlagt. Vi betragter Morten som et stort trænertalent med ambitionerne i orden, og vi er sikre på, at Morten kan skabe et unikt træningsmiljø i klubben, som kan være med til at tiltrække nye, men samtidig også motivere og udvikle de spillere, som allerede er i klubben. Morten er Fremads nye træner, fordi vi er sikre på, at han kan vinde fodboldkampe, og samtidig skabe udvikling og fornyet energi i en trup, hvor spillerne kommer, fordi de elsker at spille fodbold, og ikke fordi de er på kontrakt,” siger direktøren for Aarhus Nord-fodboldklubben.
Morten Mølkjær har A-licens, og stillingen som cheftræner i Aarhus Fremad bliver hans første opgave som seniortræner.

God mavefornemmelse

“Jeg har valgt at takke ja til Aarhus Fremads tilbud, da den sportslige udfordring og opgave i Fremad-projektet er meget spændende. Fra første samtale med Aarhus Fremad har min mavefornemmelse været rigtig god, og jeg har derfor ikke været et sekund i tvivl om, at valget er det rigtige for mig. Der er sat nogle ambitiøse og realistiske målsætninger, som jeg fuldt ud tror på, at vi kan opfylde. Derudover tiltaler miljøet og menneskerne på Riisvangen mig meget,” siger han og nævner, at målsætningen på et tidspunkt er at komme med i oprykningsspillet til 1. division.
“Vi er nummer to her i byen målt på antallet af tilskuere til hjemmekampe, og jeg er ambitiøs, så jeg mener, det er realistisk at kunne spille 1. division på et tidspunkt. Men nu skal jeg lige se, hvordan det kommer til at se ud med truppen til den kommende sæson.” siger han og tilføjer:
“Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme i gang med arbejdet og videreudvikle den sportslige strategi, som Claus og klubben har lavet indtil nu. Jeg har en plan om, at holdet skal udvikles til at have et meget aggressivt og offensivt mindset i alle spillets faser, hvilket gerne skulle give de mange, trofaste tilskuere gode og underholdende fodboldoplevelser på Riisvangen.”

Det begyndte i Mårslet

Trænerkarrieren begyndte hjemme i Mårslet hos TMG med nogle lilleput-drenge, men så kaldte AGF, hvor Mølkjær på otte år steg i graderne.
Kontrakten med Aarhus Fremad er på tre år, og snart bliver det meldt ud, hvem der skal være assistenttræner.

Publiceret 16 June 2017 09:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV