Aarhus er større end nogensinde:

Nu er vi 335.684 indbyggere

Helt nye tal viser højere befolkningsvækst i kommunen end forventet. Kun et enkelt lokalsamfund går tilbage

Af
Af Kim Skovrup Andersen

I den forgangne uge offentliggjorde Aarhus Kommune nye befolkningstal baseret på tal fra CPR-registret og efterfølgende korrigeret i forhold til Danmarks Statistik.
Tallene viser en fortsat vækst i kommunen, der per 1. januar 2017 i alt har 335.684 personer bosat. Befolkningen er dermed steget med 5.045 personer siden sidste år.
“Der er fortsat fin vækst i folketallene i Aarhus Kommune, og det er ifølge vores tidligere fremskrivninger ikke så overraskende. Hvad der er overraskende, er, at der i det seneste år har været en stigning på 5.000 og ikke 4.000 personer, som vi havde regnet med,” siger Peter Marstrand Jørgensen.
Han er ansat som økonomisk konsulent i Budget og Planlægning i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune og har beskæftiget sig med befolkningstal de seneste halvandet år.
Peter Marstrand Jørgensen oplyser, at tallene bliver brugt til planlægning af mulige skoleudvidelser eller opførelser af nye institutioner - det være sig børnehaver, vuggestuer eller plejecentre.
Et enkelt lokalsamfund er gået tilbage befolkningstalsmæssigt per 1. januar 2017. Det drejer sig om Brabrand-Gellerup, hvor der er et mindre fald, så der i dag er 19.350 indbyggere. Det skyldes flere nedrivninger af boligblokke om et led i helhedsplanen, vurderer Peter Marstrand Jørgensen.
I de kommende ti år forventes folketallet i Aarhus Kommune fortsat at stige 4.-5.000 personer per år, så der med stor sandsynlighed vil være 372.000 aarhusianere, når kalenderen viser 2026.
Peter Marstrand Jørgensen peger på følgende områder, der har særlig høj procentmæssig vækst de seneste fem år: Aarhus Ø, Kolt-Hasselager og Hjortshøj.
“Vi har store forhåbninger og forventninger til et område som Lisbjerg. Der er i kommuneplanen udlagt store arealer til byvækst. Det forventes, at Lisbjerg på sigt vil komme til at indeholde 25.000 indbyggere. Det er lagt ind i vores prognoser, men det er svært at spå om, i hvilken takt Lisbjerg udvikler sig. Tidligere har vi set med Aarhus Ø, at byggeplanerne blev udskudt på grund af finanskrisen,” siger han.
I dag bor der 2.435 personer ved havnen.
De nye tal viser i øvrigt, at der bor flest kvinder i vores kommune, 170.655, mens der er bosat 165.029 mænd.
Se de nye befolkningstal her
























Så store er lokalsamfundene i kommunen

  1. Viby 31.333
  2. Vejlby-Risskov 25.249 
  3. Holme-Højbjerg-Skåde 24.172
  4. Hasle 23.623 
  5. Vesterbro 22.304
  6. Christiansbjerg 19.366 
  7. Brabrand-Gjellerup 19.350 
  8. Frederiksbjerg 17.271 
  9. Tilst-Brabrand Nord 16.271 
  10. Åby 12.353 
  11. City 12.244 
  12. Lystrup-Elsted-Elev 11.907 
  13. Trøjborg 11.715 
  14. Skæring-Egå 10.062 
  15. Beder-Malling 9.790 
  16. Tranbjerg 9.109 
  17. Skødstrup-Løgten 9.094 
  18. Hasselager-Kolt 7.249 
  19. Stavtrup-Ormslev 5.874 
  20. Mårslet 5.661 
  21. Solbjerg 5.402 
  22. Harlev-Framlev 4.763 
  23. Sabro-Borum 4.578 
  24. Trige-Spørring 4.575 
  25. Skejby-Lisbjerg 3.922 
  26. Hjortshøj 3.872 
  27. Aarhus Ø samt Havnen 2.435 
  28. Hårup-Mejlby 2.137

Kilde: Aarhus Kommunes Borgerdatavarehus(BDW)

Publiceret 21 February 2017 09:00

SENESTE TV