Birte Ammitzbøll blev 'Årets Borger' i 8520

Får pris for stor indsats for Besøgstjentesten i Lystrup-Elsted-Elev

Af
Af Kim Skovrup Andersen

Der var blomster og gaver og bobler i glasset, da et større selskab samledes i Elsted Sognegård fredag eftermiddag for at lykønske Birte Ammitzbøll med titlen som 'Årets Borger 2016'.
Lystrup-Elsted-Elev Fællesråd var vært for en efterhånden 20 år gammel tradition, hvor man kårer 'Årets Borger' i 8520-området. Det sker i de lige år, mens man indkalder forslag til 'Årets Lokalitet' i de ulige år.
I år var valget faldet på Birte Ammitzbøll, som får titlen for sin store, uegennyttige og inspirerende indsats for Besøgstjenesten i Lystrup-Elsted-Elev.

Koordinator i 10 år

Jørgen Andersen fra Fællesrådet henviste i sin motivering til den betydning Birte Ammitzbøll har haft i de 10 år, hun havde været koordinator for Besøgstjenesten, og for Besøgstjenestens betydning for medborgere, der på grund af alder, sygdom eller handicap har svært ved at komme ud og deltage i fællesskaber med andre.
Birte Ammitzbølls efterfølger som koordinator, Solvejg Østergaard, takkede for mange års virkelig godt samarbejde og brugte som karakteristik af sin forgænger blandt andet ordet ”vedholdende”, hvilket affødte flere genkendende smil rundt omkring.
At der var tale om et godt og velfortjent valg af Birte Ammitzbøll til 'Årets Borger' i år, vidnede det store fremmøde, som naturligt talte mange besøgsvenner og –værter, om.

Publiceret 23 September 2016 09:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV