Erhvervsforeninger arrangerer dialogmøde med byrødder og Feldthaus-foredrag

Tre lokale erhvervsforeninger inviterer medlemmer til månedlige arrrangementer

Af
Af Kim Skovrup Andersen

ErhvervLystrup, Erhverv8541 og Risskov Erhvervsforening fortsætter deres samarbejde, som de tre erhvervsforeninger søsatte i efteråret. Det går ud på, at de arrangerer foredrag sammen og bestyrelserne mødes en gang i kvartalet.
Jesper Nymann, der er bestyrelsesmedlem i ErhvervLystrup, er begejstret for det forholdsvise nye tiltag med fællesaktiviteter:
“Der er selvfølgelig en stor synergieffekt, og vi har kunnet mærke, at der kommer væsentlige flere til vores arrangementer, der er gratis for alle medlemmer af de tre erhvervsforeninger. Så der er sket en kraftig forbedring, og der er kommet en større blanding af erhvervsfolk. Til arrangementerne er der altid nogle, der ikke kender hinanden, og dermed er der nye netværksmuligheder,” siger han.
I dette forår er der to store arrangementer i kalenderen: Et dialogmøde med borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Kristian rådmand Würtz (S) samt et foredrag med livstilseksperten Christine Feldthaus.
18. maj lægger IdHair på Lægårdsvej lokaler til mødet med de to lokale toppolitikere. Overskriften er, hvordan man fastholder og videreudvikler den gode udvikling og det bedste erhvervsklima i Aarhus. Forudsætningen for fortsat vækst og udvikling er bedre rammer, samarbejde og en god dialog om, hvad der skal til. Mødet holdes klokken 8-10, og tilmelding foregår via ErhvervLystrups hjemmeside.

Kendt trækplaster

ErhvervLystrup, Erhverv8541 og Risskov Erhvervsforening forsøger også at få et kendt trækplaster i arrangementskalenderen. I 2015 var det forhenværende oberst Lars Møller, og i år er det så Christine Feldthaus.
13. april fra klokken 18 til 20 vil livstilseksperten, der er kendt fra flere forskellige tv-programmer, holde et lavpraktisk foredrag om kommunikation med titlen 'Spyt ud og træng igennem'.
Her vil Christine Feldthaus komme med nogle humoristiske og brugbare, praktiske fiduser til at blive mere tydelig overfor omverdenen. Foredraget finder sted hos IdHair og er ligeledes gratis for erhvervsforeningernes medlemmer. Der er plads til 150 mennesker.
I den kommende periode vil der hver måned være et arrangement, og her er der blandt andet fokus på sundhed.
“Vores arrangementer skal ikke kun handle om salg, så vi fokuserer på sundhed og trivsel. Både med ernæring og med, hvordan man holder sin hjerne sund hele livet,” siger Jesper Nymann.

Christine Feldthaus holder foredrag for de tre erhvervsforeningers medlemmer hos IdHair i Lystrup 13. april.

Christine Feldthaus holder foredrag for de tre erhvervsforeningers medlemmer hos IdHair i Lystrup 13. april.

Publiceret 24 March 2016 12:00

SENESTE TV