SE VIDEO:

Trøjborg-trio spiller sig videre i tv-show

De Originale Kopier er klar til liveshows i ’Danmark har talent’, hvor Trøjborg-drengene fortolker hits på ukuleler

Af
Af Kim Skovrup Andersen

Når 'Danmark har Talent' bliver vist i bedste sendetid på TV 2 på lørdag, er det med lokale Trøjborg-drenge i hovedrollerne.
Deres band - De Originale Kopier er nemlig kommet gennem nåleøjet og skal optræde live på landsdækkende tv foran de fire dommere Peter Frödin, Jarl Friis-Mikkelsen, Cecilie Lassen og Nabiha Bensouda.
Trøjborg-trioen blev dannet for seks år siden på Musikvidenskab-studiet på Aarhus Universitet.
Her fandt de tre hurtigt sammen på studiet, Jesper og Andreas kendte faktisk hinanden fra Risskov-vuggestuen Solsikken, hvor de begge arbejdede som pædagogmedhjælpere.
“Vores koncept er kort fortalt, at vi omfortolker de største hits på en original og skæv måde med ukulelen som omdrejningspunkt,” fortæller 27-årige Mikkel Julius Gravgaard fra sin lejlighed i Tordenskjoldsgade på Trøjborg.
De to andre, Andreas Bjørn Madsen, 30, og Jesper Paakjær, 27, er også bosiddende på Trøjborg, så der kan hurtigt arrangeres en hurtig øve-session på ukulelerne.
“Vi har spillet rigtig mange koncerter på den gamle kaserne, hvor Musikvidenskab holder til. Første gang var der mødt 120 mennesker op, og vi var pisse nervøse,” erindrer Andreas Bjørn Madsen.

Ukulele gør en glad

At det lige blev den lille guitar, de har kastet sig over, er enkel:
“Ukulelen er lys og varm, når man spiller på den og giver et helt specielt groove. Den er bare så dejlig og varm. Man bliver bare glad af at lytte til ukulele-musik,” siger Andreas Bjørn Madsen.
“Vi er selvfølgelig spændte på liveshowet på lørdag, men glæder os til at få oplevelsen med og håber, at der kommer en hype omkring vores band, så vi kommer mere ud at spille. Det kunne også være stort at vinde førstepræmien op 250.000 kroner. Det ville være rigeligt til at kunne indspille en plade,” siger Mikkel Julius Gravgaard og bliver hurtig suppleret af en smilende Jesper Paakjær:
“Så har vi råd til at indspille pladen på Hawaii,” siger han med henvisning til instrumentets oprindelsessted.
Til den første audition, som trioen var til i efteråret 2015, spillede de 90er-hittet: 'The Scatman'. Det er en hemmelighed, hvad de optræder med på lørdag, men De Originale Kopier har et blødt punkt for glemte hits.
“Vi kan godt afsløre, at der kommer nogle dansemoves og vi har fået noget hjælp. Vi bliver nødt til 'at steppe op' i forhold til første gang, hvor vi ikke overbeviste alle dommerne,” siger Mikkel Julius Gravgaard.
Trioen fik blandt andet at vide, at de mindede om Linie 3, som var skrumpet.
Det er dog ikke kun op til de fire dommere, om De Originale Kopier går videre til semifinalen. Seerne har også noget at skulle have sagt, og de stemmer via sms.
Du kan se, hvad Trøjborg-trioen overrasker med, og hvordan det går på lørdag på TV 2 klokken 20.
SE DE ORIGINALE KOPIERS FØRSTE AUDITION HER

Til De Originale Kopiers første audition var det et delt dommepanel, der trods alt sendte Trøjborg-drengene videre til kvartfinalen. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Til De Originale Kopiers første audition var det et delt dommepanel, der trods alt sendte Trøjborg-drengene videre til kvartfinalen. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Publiceret 11 February 2016 12:00

SENESTE TV