Det nåede at blive mørkt, da jeg kom ind til det, der var min DHL-debuts højdepunkt.

Det nåede at blive mørkt, da jeg kom ind til det, der var min DHL-debuts højdepunkt. Foto: Simon Carlson

DHL-reportage:

'Man skal bare under de 25 minutter'

DHL-stafetten løb igen i år ad stablen med musik, masser af mennesker og ruteindlagte kriser

Af
Anders Michaelsen

DHL Der er en lugt af tændt grill. Sommersolen hænger over Marselisborg Slot og smiler ned til et hav af hvide telte og sportstøj med firmalogoer og gule mærkater på.

DHL og Aarhus Motion er vendt tilbage med den årlige DHL-stafet. Et motionsløb, som går under den beskedne overskrift "Verdens største firmafest", hvor 47.000 motionister over tre dage løber eller går de fem kilometer.

Jeg er selv dukket lettere forsinket og stresset op til "festen". Jeg har ikke kunnet finde telt nummer 49 - Jyllands-Postens telt, som vi i dagens anledning deler base og trøjer med. Jeg har ikke været til DHL før, og der er mange telte, og de ligner allesammen hinanden. Da jeg endelig finder teltet, kan jeg allerede mærke, at der er mere krampe end diamanter i stængerne i dag.

"Jeg skal bare ramme de 25," siger en kollega. 25 minutter er åbenbart det, der svarer til karakteren 02 - altså den tilstrækkelige præstation. Ikke at jeg var i tvivl om det - fordi jeg har dårligt nok fået andet at vide om DHL end tiden: 'Man skal bare under de 25 minutter'. Det er det, jeg har fået at vide, det handler om.

Eftersom jeg er kommet forsinket, kan jeg få uriasposten og få lov til at løbe til sidst. Hvilket betyder mindre tid til at drikke øl og tage fra grillen, da det virker som en umiddelbart dårlig ide at tage for sig af retterne, inden man skal ud og dø med løbeskoene på.

Kongelig stafet for alle

Og jeg ved, mine ben kommer til at få tæsk, for jeg løber aldrig længere ture - det er jo ikke sjovt. Jeg er en middelmådig hygge-motionist, der nyder godt af at spille fodbold på 7-mands niveau med uanede udskiftninger og uden offside, så man kan stå og vente på bolden oppe i modstanderens felt med minimum anstrengelse. Og lige præcis vente er det, jeg kan gøre nu, mens mine kollegaer løber på skift.

En efter en kommer de stakåndet ind med et anstrengt ansigtsudtryk, som var de blevet jagtet gennem Marselisborgskoven af en mand med ishockeymaske og motorsav. Foroverbøjet og med arme, der støtter sig til trætte ben, konstaterer de stilfærdigt: 'Fuck, det er hårdt'.

Jeg stiller mig op til ventezonen mellem start og mål. Et mindre gedemarked, hvor trætte holdkammerater kommer ind med depechen til grupper af trippende kollegaer. Forskellige mennesker, antrit og løbestile ankommer fra den fem kilometer lange rute. Nogen løber rangt og ubesværet, andre synker nærmest mere og mere sammen for hvert skridt, de tager.

Jeg står bare og venter ved start. Tripper på stedet for ikke at blive for kold. Jeg vender mig om og iagttager vantro, at Danmarks kommende konge står tre meter fra mig i en blå løbe-t-shirt uden nummer på. Han har nok allerede været ud og løbe, tænker jeg. Og der står han så og hyggesnakker med to andre, som så mange andre gør, mens folk bare går forbi, som om intet er hændt. DHL-stafetten er tydeligvis et løb for alle.

Tom hjerne og tunnelsyn

Næstsidste mand kommer ind med depechen. Jeg kan på mit ur hurtigt afkode, han har brugt 30 minutter. Jeg skal ikke længere under 25 - nu skal jeg skal bare under 30. Benene er blevet kolde og er ikke gode, men tiljublende publikum og de andre løbere bærer én afsted fra start og op ad den stejle bakke i et optimistisk tempo, der naivt ikke forudser nogen kriser.

Langs ruten er der musik fra DJ's og Politiorkester, der holder benene i live. New Orders 'Blue Monday' rammer mig til min begejstring, mens vi løber inde i skoven. Jeg kender mine begrænsninger og har fundet en passende rytme. Det skal nok gå alt sammen, tænker jeg. Det kører. Jeg må være halvvejs nu. Jeg kigger på uret.

Jeg har løbet otte minutter. Sølle - otte minutter. Der er langt til mål, erkender jeg ynkeligt.

Og herfra er der kun overfokuseret tunnelsyn. En tom hjerne, der konstant registrerer nye muskler spænde op skridt for skridt, mens åndedrættet signalerer, at der ikke er nok ilt inde i den her skov. Voksne og børn står på ruten og giver opmuntrende high-fives, men mest af alt får de bare et meget lidt overskudsagtigt slag med depechen.

Vi kommer ind på en mondæn villavej, hvor der for første gang ikke står nogen tilskuere. Jeg stopper op og går for at fange vejret igen. På villavejen kan jeg skamme mig i fred, mens jeg gør klar til at fortsætte løbet. Tilskuernes motiverende og kontrollerende effekt er uomtvistelig. Jeg når at stoppe kortvarigt op fem gange på ruten. Havde jeg løbet for mig selv, er jeg sikker på, jeg havde stoppet op én rigtig lang gang.

I meget lidt elegant stil og i den symmetrisk flotte tid 26 minutter og 26 sekunder får jeg slæbt mine ugidelige ben og mit opgivende ansigt over stregen. Tiden, alle har snakket om inden, og det faktum, at jeg har "dumpet" kontorets 'løbeprøve', fylder ikke noget. Jeg er bare glad for, det er slut.

Løb for Lars

Jeg tager en øl og snakker med mine holdkammerater og kollegaer om ruten, om kriserne på de fem kilometer, og om hvor fristende det var at skære et hjørne i skoven. Straks giver DHL-stafetten bedre mening, og det handler ikke længere kun om tider.

En af dem, der også er mødt op til stafetten i år, er Søren Rejmers, der arbejder på JYSKs hovedkontor i Brabrand, og det er en anden slags samvær, løbet i Marselisborgskoven lægger op til ifølge ham.

"Det er hyggeligt at møde sine kollegaer på en anden måde, end man gør til dagligt. I hverdagen har man måske en travl hverdag med møder, og her kan man snakke med nogle af dem, man normalt ikke får snakket med på tværs af afdelinger og funktioner," siger han.

Løberne fra JYSK løb med sørgebind for butikkens gamle købmand Lars Larsen, der døde i mandags.

"Vi løb for Lars i dag. Det har jo været en underlig uge med en trist nyhed og bisættelse i morgen. Det har ikke været særligt sjovt. Men 'Life must keep on going', og jeg tror helt sikkert også, at købmanden vil have, at tingene bare fortsætter, derfor løb vi i dag med sørgebind på for at sige, æret være hans minde," siger Søren Rejmers, der fik ekstra energi af sørgebindet.

"Jeg synes, jeg havde godt overskud på i dag. På den sidste kilometer løb jeg og tænkte lidt over, hvorfor er det lige, jeg har det her sørgebind på. Ind mod mål tænkte jeg på det, og den fik lige lidt ekstra gas," siger Søren Rejmers, der løb de fem kilometer på tilfredstillende 25 minutter.

Næste år løber jeg for Lars.

Publiceret 22 August 2019 13:45