Christine Kastberg og Martin Briand er de studerende bag iværksættervirksomheden Respace Furniture og det trekantet møbel på Dokk1, der skal gøre vores arbejdsrum mere fleksible.

Christine Kastberg og Martin Briand er de studerende bag iværksættervirksomheden Respace Furniture og det trekantet møbel på Dokk1, der skal gøre vores arbejdsrum mere fleksible. Foto: Anders Michaelsen

400 kilo møbel gør dig mere effektiv og kreativ

Martin Briand og Christine Kastberg vil med et 400 kilo multifunktionelt, trekantet møbel på 10 hjul gøre vores arbejdsrum mere fleksible og kreative

Af
Anders Michaelsen

Iværksætteri De læser 'Design & Business' på syvende semester med speciale i innovation og iværksætteri på VIA University College, og de er personerne bag iværksætterfirmaet Respace Furniture, som lige nu har et 400 kilo stort, trekantet møbel med 10 hjul udstillet på Dokk1.

Christine Kastberg og Martin Briand har designet møblet, der med sine hjul og tre sider kan flyttes rundt og bruges på flere måder, og som de selv siger, skabe rum i rum - forskellige slags rum. Møblet skal udover at gøre indretningen i et rum mere fleksibelt også ændre den måde, vi tænker rum på.

"Mange kender nok åbne og statiske kontorlandskaber, hvor man sidder ved sit skrivebord, og så er man ligesom sat der. Men hvis det rum, man arbejder i, kunne noget mere end den statiske opsætning, vi er vant til, hvordan vil det så kunne påvirke os som mennesker?", spørger Christine Kastberg, den ene af de to studerende bag møblet. "Vi vil gerne ændre tanken til, at man kan tage stilling til det rum, man befinder sig i, og man let kan forme og ændre det," forklarer hun.

Det store mobile møbel kan skabe forskellige rum i et rum, til undervisning, debatforum, alenearbejde og workshops.

Det store mobile møbel kan skabe forskellige rum i et rum, til undervisning, debatforum, alenearbejde og workshops. Pressefoto: Respace Furniture

Indbyder til flere ting

I møblet er der en side med siddepladser, en side med whiteboard og en side med opslagstavle, samt en reol og aflåste skabe. Det er meningen, det skal indbyde til et mere fleksibelt rum, og at der er mulighed for at gøre flere forskellige ting. Det kan flyttes rundt, så det kan bruges til forelæsninger, workshops og til adskille rummet i flere rum.

Og de to iværksættere, der skal til at skrive bachelor om praktikopholdet, de havde i deres egen virksomhed, har tænkt tre forskellige elementer ind i møbelkonceptet: fordybelse, proces og videndeling.

"Vi har blandt andet kigget på forskning, hvor vi har kigget på, hvad skal der være i et rum for, at du kan forbedre din effektivitet, være kreativ, og for at du kan udfolde dig, og der er møblet indrettet til både at give et pusterum, alenetid, og til at man kan være sammen med andre. Fleksibilitet indbyder til, at man kan være kreativ," siger Martin Briand.

På den ene side af møblet kan man sidde, på de to andre sider er der opslagstavle, whiteboard og reol med skabe, der binder møblet sammen.

På den ene side af møblet kan man sidde, på de to andre sider er der opslagstavle, whiteboard og reol med skabe, der binder møblet sammen. Pressefoto: Respace Furniture

Nye tanker

Selve ideen til møblet opstod i skole-sammenhæng og er derfor også tiltænkt uddannelsesinstitutioner og folkeskoler, mens det også er hensigten, at det skal kunne bruges i blandt andet åbne kontorlandskaber, biblioteker og på messer.

"Mens robotter overtager bestemte typer af jobs, handler mange nye jobs om nytænkning, forfining og udvikling. Selvom du stadig har dit skrivebord, så kan det måske skabe nogle andre tanker, at man kan bevæge sig væk fra sin faste plads og arbejde i og omkring møblet," siger Christine Kastberg.

Det første møbel har de allerede solgt til FOF i Aarhus, men flere har andre skoler og uddannelsesinstitutioner vist interesse.

Publiceret 17 August 2019 07:00