4-årige Anas var ude og gå med sin far Yusuf Ali, da de stødte på Gi den gas på Store Torv, hvor Anas blev omdannet til en fin kat.

4-årige Anas var ude og gå med sin far Yusuf Ali, da de stødte på Gi den gas på Store Torv, hvor Anas blev omdannet til en fin kat.

Børn og unge giver den gas hele sommerferien

Ung i Aarhus har sørget for sjove og udfordrende aktiviteter i sommerferieugerne

Af
Trille Skøtt-Jensen

Ferieaktivitet "Det er lige, hvad man har brug. Det er dejligt vejr, vi er ude og gå tur og få en is, og så sker der alt mulig spændende her. Det er da sjovt," siger Yusuf Ali, der er kommet forbi Store Torv med sin lille søn Anas på fire år.

Anas sidder under en grøn pavillon og bliver malet i hovedet. Han sidder helt stille, så han bliver rigtig fin. På den anden side af bordet, sidder to norske børn. De bliver også malet, og i tillæg får de en rød næse på. Det er sommer, og der er glade børn i Aarhus.

Matrikelløs klub

De er drysset lige ind i Ung i Aarhus' store Gi´den gas univers, som i uge 28, 29 og 30 er åben og gratis aktivitet for alle børn og unge fra 4. klasse til 17 år. Men alle er velkommen. Også de mindre børn, som helt naturligt bliver tiltrukket af de mange tilbud.

"Det er første gang, vi prøver at tage aktiviteterne ud i byrummet, så vi er synlige. Vi kalder det matrikelløs klub. Her drysser børn og unge jo bare ind, når det passer," fortæller fritids- og ungdomsskoleleder Rikke Herold.

"Ja, det er fedt, fordi det er ikke alle børn, der har stiftet bekendtskab med, hvad klub og ungdomsklubberne kan. Det kan de så prøve her. Det er vigtigt for os, at der er nærvær med børnene, og det mærker de, når de kommer her," siger pædagog Kim Sung Sternkorpf.

Vil være her hele dagen

Til daglig arbejder han i Klub Underground i Viby, men i sommerferie ugerne arbejder han med kollegaer fra hele kommunen for at give børn og unge et tilbud om aktiviteter i en ferie, der måske ellers kan blive lidt lang.

Det har de to veninder Sofie og Nanna benyttet sig af.

"Det er rigtig dejligt. Man kan bare prøve en masse ting. Vi skal være her hele dagen," siger pigerne, der selv har taget bussen ind til centrum fra Viby Torv.

Ung i Aarhus tilbyder en hel tag-selv buffet af forskellige aktiviteter fra klokken 12 til 16. I sidste uge var det altså på Store Torv, hvor elever fra Gøglerskolen også hjalp med at give den gas med gøgl, akrobatik, dans og meget mere.

Pædagoger giver tryghed

I denne uge finder du Ung i Aarhus i Mølleparken, hvor der er fokus på action med klatrevæg, sansebane, nerf guns og meget mere.

"Det kræver ikke tilmelding at komme. Man må meget gerne tage sine forældre med. Det er ikke et pasningstilbud, men det er vigtigt for os, at det er et pædagogisk tilbud. Der er pædagoger tilstede, der sørger for, at de unge og børnene føler sig trygge og inddraget i fællesskabet," siger Rikke Herold.

Publiceret 17 July 2019 12:30

SENESTE TV