René Schumacher startede for to måneder siden blomsterbutikken De 4 Årstider i Ceres Byen, som han mener har taget rigtig godt imod ham.

René Schumacher startede for to måneder siden blomsterbutikken De 4 Årstider i Ceres Byen, som han mener har taget rigtig godt imod ham. Foto: Martin Jørgensen

Ny butik i Ceres Byen:

"Mit hjerte har altid banket for blomster"

Ceres Byen har fået sin egen blomsterbutik. Den står René Schumacher bag, og han er forelsket i lokalområdet og dets udvikling, der var hovedårsagen til, at han valgt at starte op for to måneder siden

Af
Martin Jørgensen

BUTIK Ceres Byen er et område i rivende udvikling, hvor 1100 lejligheder huser unge og ældre, der nyder godt af den moderne arkitektur og de grønne miljøer, som kun er 10 minutters gang fra midtbyen.

Erhvervslivet har også været igennem forandring, hvor supermarkedskæden Føtex og den anerkendte restaurant Malt blandt andet har gjort sit indtog.

Også detailbutikker åbner i den moderne bydel. Én af dem er ’De 4 årstider’, som for få måneder siden slog dørene op på Ceres Allé 16b.

"Det er simpelthen så attraktivt, at jeg har fået muligheden for at starte en lokal butik op, som er så tæt på byen," fortæller René Schumacher, der er blevet taget rigtig godt imod af både lokale beboere, men også de øvrige erhvervsdrivende.

"Der er en speciel dynamik i Ceres Byen, hvor folk støtter op om hinanden. Når folk kommer forbi, så siger mange, at de kommer for at støtte de lokale. Det var altså dét, jeg drømte om, inden jeg gik i gang. Det er et fantastisk område, og det er jeg kun blevet bekræftet i, efter jeg startede op."

Hjertet banker for blomster

Det er langt fra tilfældigt, at valget faldt på at sælge blomster, understreger den 49-årige ejer.

"Mit hjerte har altid banket for blomster. Jeg kan godt lide, at sæsonerne skifter, og der kommer nye varer ind. Derudover er det bare dejligt at snakke med kunder og føre ting ud i livet."

Ifølge eget udsagn kan han ikke gå ind i en butik, uden at tænke over, hvordan de har stillet det hele op, og derfor har han også gjort sig mange tanker omkring, hvordan butikken præsenterer sig.

"Jeg går meget op i detaljer, og derfor kommer jeg også løbende til at ændre på opsætningen her i butikken, for at der hele tiden sker noget nyt," siger han og tilføjer:

"Jeg har fulgt Ceres Byen på sidelinjen, og i løbet af det seneste år er der sket rigtig meget. Først kom der en Føtex, og så kom der et apotek, og så var det, som om at det eneste der manglede, var en blomsterbutik," lyder det med et smil på læben fra den erfarne ejer, der har en fortid i engrosbranchen inden for blomster, frugt og grønt.

Kravle før man kan gå

Med 5000 studerende på VIA ikke mange meter fra butikken og et voksende antal beboere i de forskellige lejlighedskomplekser er der grobund for et stort antal af kunder, fortæller indehaveren.

"Drømmen er, at jeg får succes og kommer i mål med mit koncept. Jeg kan godt lide at lykkes med de ting, som jeg sætter i gang. Og de tilbagemeldinger jeg har fået fra folk, viser mig, at jeg har gang i noget af det rigtige."

Men selvom lokalområdet støtter op, og der er flere glade kunder, så vokser træerne ikke ind i himlen for aarhusianske René Schumacher.

"På sigt kunne jeg godt finde på at flytte i større lokaler, men man skal kunne kravle, før man kan gå, og lige nu har jeg fuldt fokus på at få implementeret mig hundrede procent her i Ceres Byen."

Ud over et stort udvalg af blomster, så tilbyder De 4 Årstider også krukker og potteplanter.

Publiceret 25 May 2019 08:00

SENESTE TV