Det 17-årige stortalent Albert Grønbæk Erlykke bor hjemme hos sine forældre i Risskov og går i 2.g på HHX som Team Danmark-elev. Han har netop vundet Martin Jørgensens talentpris.

Det 17-årige stortalent Albert Grønbæk Erlykke bor hjemme hos sine forældre i Risskov og går i 2.g på HHX som Team Danmark-elev. Han har netop vundet Martin Jørgensens talentpris. Foto: Martin Jørgensen

Risskov-komet får talentpris og landsholdsdebut

Som U14-spiller tog Albert Grønbæk Erlykke turen fra barndomsklubben VRI til AGF, og sidenhen har det unge midtbanetalent været i en rivende udvikling. For nyligt blev han belønnet med Martin Jørgensens Talentpris, og i påsken var han med U18-landsholdet i Portugal

Af
Martin Jørgensen

AGF 17-årige Albert Grønbæk Erlykke fra Risskov modtog 29. april Martin Jørgensens Talentpris. For hovedpersonen selv var prisen et kæmpe skulderklap.

"Det var selvfølgelig stort, og jeg blev rigtig glad. Det er et step på vejen mod min drøm om at blive professionel fodboldspiller en dag," fortæller midtbanespilleren, som er fast mand for AGF’s U19-hold, hvor han gør sig som central midtbanespiller.

Den glædelige nyhed blev overbragt af Fatah Abdirahman, cheftræner for AGF U19-hold, som ser et stort lys i Albert Grønbæk Erlykke.

"Albert har fortjent prisen, fordi han har et stort potentiale. Han har været en af profilerne på U19-holdet, selvom han er førsteårsspiller, og han har været igennem en utrolig flot udvikling igennem de to år, hvor jeg har haft ham."

Lovprisningerne er store, og ifølge Fatah Abdirahman har han alle forudsætninger for at kunne gå hele vejen. Men succes kommer ikke af selv.

"Det er helt afgørende, at han bliver endnu mere moden i sit spil. Han er et legebarn, og han får også lidt større kreativ frihed end andre, men han skal modnes mere, så han formår at træffe bedre beslutninger," slår Fatah Abdirahman fast og tilføjer, at Albert Grønbæk Erlykke i sin årgang er en af de bedste i landet til at lave dybdeløb.

Landsholdsdebut mod Frankrig

Midtbanemanden har, som den eneste på sit hold, spillet samtlige kampe for AGF’s U19-hold i denne sæson, og selvom det resultatmæssigt ikke er gået aarhusianernes vej, så har Albert Grønbæk Erlykke alligevel formået at imponere så meget, at han har gjort sig fortjent til en pris for sin udvikling.

"Jeg føler, at jeg er blevet mere moden det seneste år både på og udenfor banen, og så er jeg bare en type, der bliver ved med at klø på,” fortæller Albert Grønbæk Erlykke, som dog ikke kun kan tilføje talentpris på sit CV.

I påsken var han nemlig for første gang med landsholdet, da han kunne iklæde sig den røde trøje i en international turnering i Portugal, hvor modstanderne hed Frankrig, Portugal og Mexico.

"Jeg blev meget stolt, da jeg fik det at vide, og jeg havde slet ikke set det komme. Det var et af mine delmål, at jeg ville omkring landsholdet på et tidspunkt, men da jeg blev udtaget, synes jeg ikke, at jeg havde spillet så godt, men det var alligevel godt nok til en udtagelse," lyder det fra Albert Grønbæk Erlykke, som nåede at have et enkelt træningspas med den øvrige trup i København, inden turen gik videre sydpå til Portugal.

Her startede han inde og fik 75 minutters spilletid mod fodboldmastodonten Frankrig. Mod Portugal blev det til 10 minutter, mens han måtte se kampen mod Mexico fra bænken. På trods af det ikke blev til lige så meget spilletid, som han havde håbet på, så var turen en kæmpe oplevelse og et mentalt boost, som han håber, han kan drage fordel af.

"Jeg stod over for to spillere fra Monaco, som begge har fået Champions League-debut, så det var fedt at se, at man alligevel godt kunne være med, selvom det er spillere, som har spillet så højt niveau."

Fra ungdom til senior

I Superligatruppen løber Kasper Lunding, Alexander Ammitzbøl og Sebastian Hausner rundt, og alle har de fået deres debut i år i landets bedste række. Som mange af sine holdkammerater, så drømmer Albert Grønbæk Erlykke også om, at det en dag bliver hans tur til at træde ind på Ceres Park.

"Det giver mig helt klart blod på tanden, at der er flere af de unge, der har fået debut. Det viser, at man som ung spiller kan få muligheden i AGF."

Men for at tage det næste skridt og blive seniorspiller, så ved han godt, at man ikke kommer sovende til noget.

"Jeg er begyndt at spille lidt mere reserveliga, og jeg håber, at jeg gennem gode præstationer og hårdt arbejde kan begynde at træne lidt med førsteholdet på et tidspunkt."

Endnu er det dog ikke blevet til træninger med David Nielsens tropper på førsteholdet, men forhåbningen er, at det måske kan blive aktuelt på den anden side af sommerferien.

"Det håber jeg meget på, og det går jeg også efter. Hvis jeg bliver ved med at arbejde hårdt, selvtræne og tro på, at det nok skal lykkes, så sker det også på et tidspunkt. Så er det bare et spørgsmål om, hvornår det kommer til at ske,” lyder det selvsikkert fra Albert Grønbæk Erlykke, som har kontrakt med AGF indtil sommeren 2020.

Martin Jørgensens Talentpris

  • Prisen tildeles til en ungdomsspiller, en træner eller et hold, som er en god ambassadør for AGF’s talentudvikling, og som ved hjælp af hårdt, målrettet og vedholdende arbejde opnår resultater og viser vejen for andre
  • Prisen er opkaldt efter AGF-legenden Martin Jørgensen, som nåede 195 kampe for klubben, mens han også fik 102 landskampe

Publiceret 19 May 2019 08:00