Billede fra Ulla Tornemands facebookopslag om besparelser på Skejby

Billede fra Ulla Tornemands facebookopslag om besparelser på Skejby

Patient deler harmdirrende opslag om Aarhus Universitetshospital

Ulla Tornemand fra Åbyhøj har fra sygesengen på AUH sendt skarp besked til politikerne og stor ros til personalet

Af
Trille Skøtt-Jensen

Besparelserne på Skejby har fået mange reaktioner i kølvandet. Sygehuspersonale siger i hidtil uset grad fra overfor besparelserne. Og det samme gør patienter. En af dem er Ulla Tornemand fra Åbyhøj, der i øjeblikket er indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby. På Facebook lavede hun 13. maj hun et opråb. Lokalavisen har fået lov at bringe opslaget der i skrivende stund er delt over 2000 gange.

"Som singlemor til tre, med en autoimmun kronisk sygdom, er jeg dybt afhængig af kompetent hjælp fra læger og sygeplejersker på Skejby.

I går ved middagstid blev jeg indlagt på Skejby Sygehus. Efter to dage med høj feber og et ansigt, der var gået fra normalt til uigenkendeligt, vi er ovre i elefantmanden look-a-like, lod min egen læge mig indlægge.

Det var også i går, den første runde fyringer på Skejby fandt sted. Fordi ’nogen’ har regnet cirka en milliard, 1.000.000.000, kroner forkert, da man skulle regne ud, hvad flytningen til Skejby ville koste.

Jeg blev i går sat i behandling med to forskellige slags penicillin. Den ene slags af en sådan kaliber, at de har måtte lægge et vene-kateter fordi blodårerne i hænder og arme ikke er store nok og kan tage skade, fordi blandingen er så krasbørstig.

Her til aften ligger jeg i min hospitalsseng og ser, at racismedømte Rasmus Paludan nu er oppe på at have forbrugt 41 mio kr af vores skattekroner. Enogfyrre millioner. 41.000.000 kroner! På at få beskyttelse mens han mobber minoriteter med racistiske tilråb. Det er simpelthen perverst.

Grunden til, jeg er ramt så hårdt, at en sygeplejerske i går sagde, hun ikke havde set så slemt et tilfælde af Rosen i ansigtet før, er, at mit immunsystem er dæmpet. Af immundæmpende medicin som jeg er nødt til at få i et forsøg på at behandle en svært behandlelig leddegigt.

Uden engageret, empatisk og energisk personale på Skejby, ville jeg, rent ud sagt, være fortabt. Og det er det personale, som vores magthavere og politikere skider på. Blandt andet når de godtager regnskaber for en flytning som er urealistiske. Når de overhører advarsler om underbudgettering. Når de mener det er rigtigt at bruge skatteborgernes penge på at beskytte en mand, dømt for racisme, som fortsat udspyr racistiske budskaber og chikanerer minoriteter.

Husk det, når du sætter dit kryds. Husk, hvem der vil vores velfærd og sundhed, og hvem der modarbejder, at vi kan få lige adgang til sundhed, velfærd og dermed livskvalitet."

Publiceret 16 May 2019 10:00