5. juni skal danskerne til stemmeurnerne og bestemme, hvem der skal sidde i Folketinget.

5. juni skal danskerne til stemmeurnerne og bestemme, hvem der skal sidde i Folketinget. Foto: Adobe Stock

Valgekspert:

Det betyder din personlige stemme

Det betyder en hel del, hvis du vælger at stemme på en politiker i stedet for et parti

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

valg Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at Lars Løkke har trykket på den berømte valgknap, og at vi skal til stemmeurnerne 5. juni.

Vi kommer til at se politikerne hænge på plakater i lygtepælene indtil valget. De gør det for at gøre opmærksom på sig selv, for den personlige stemme er nemlig vigtig, og den betyder faktisk en hel del, hvis man spørger professor ved Aarhus Universitet og valgekspert, Rune Stubager.

"Hvis man stemmer personligt, så får man ganske enkelt større indflydelse, i forhold til hvis man stemmer på et parti. Hvis man sætter sit kryds ud for en politiker, så er man med til at bestemme, hvem der rent faktisk kommer til at repræsentere partiet på Christiansborg, så ved at stemme personligt, kan man simpelthen få mere ud af sin stemme," siger Rune Stubager.

Hvad nu hvis politikeren ikke kommer ind?

Man kan være jo være i den situation, at den person, man har stemt på, ikke får nok stemmer til at komme ind, og hvad sker der så?

"Det er sådan, at ens stemme tæller med for partiet, men det bliver så en anden person, der får mandatet for det parti, hvis vedkommende ikke bliver valgt ind. Det er en kamp internt i partiet om at få flest stemmer, og det er derfor, politikerne sætter plakater op," forklarer Rune Stubager.

Til sidst har han en opfordring til alle vælgerne:

"Hvis vælgerne vil være med til at beslutte, hvor vores samfund skal udvikle sig hen, så skal man stemme. Hvis ikke man stemmer, så mister man også retten til at brokke sig," mener Rune Stubager.

Det her stemmer vi om

Når valgresultatet er gjort op, hvad er det så egentlig, det betyder, når vi har valgt politikerne ind på Borgen - hvad er det, de kommer til at bestemme? Nedenfor beskriver Rune Stubager, hvad politikerne i byrådet, regionen og Folketinget har ansvaret for.

Byråd

Alt hvad kommunerne styrer. Det er børnepasning, skolerne, ældre, omsorg, veje, natur og omgivelser tæt på os. Det er de nære ting, byrådspolitikerne har ansvaret for.

Regionerne

Har ansvaret for hele sundhedsvæsenet

Staten

Det er på sin vis det hele. Folketingspolitikerne sætter rammerne for alt - blandt andet udenrigspolitik, forsvarspolitik og udlændingepolitik.

Publiceret 15 May 2019 08:00

SENESTE TV