Sektionsleder Bill Dyrborg Thomsen sørger for at alt inventar fra Kommunehospitalet kommer ud og godt videre.

Sektionsleder Bill Dyrborg Thomsen sørger for at alt inventar fra Kommunehospitalet kommer ud og godt videre.

Kæmpe opgave at flytte Kommunehospitalets inventar

Hvordan flytter man et hospital? Det er ikke nogen nem opgave

Af
Trille Skøtt-Jensen

Flytningen af det store gamle Kommunehospital i Nørregade er i fuld gang. Det hele skal med tiden flyttes ud på Skejby Sygehus. 4.000 arbejdspladser er flyttet, og i øjeblikket er det den gamle skadestue, der rømmes.

Tilbage står en stor afdeling, der tidligere var fuld af mennesker og aktivitet. Nu er der lidt håndværkere og en hel masse sirligt ordnede bunker af gammelt inventar. Sektionsleder Bill Dyrborg Thomsen er manden med overblikket.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Han viser Lokalavisen rundt på den nu nedlagte skadestue og fortæller om den kæmpe logistiske opgave, det er at få alt inventar forsvarligt ud fra bygningerne.

"Godt halvdelen af inventaret er flyttet med ud på Skejby. Vi gør det sådan, at afdelingerne får 14 dage, efter de er flyttet, til at vende tilbage og hente noget mere. Og der er altid noget, som de har glemt. Derefter kommer vi ind," fortæller sektionslederen, der har stor erfaring med at flytte hospitalsinventar.

"Jeg har været med til at flytte Marselisborg Hospital og Amtssygehuset. Jeg må indrømme, at dengang vi flyttede Amtssygehuset, da tænkte jeg: når vi det? Men nu ved jeg, at med de arbejdsgange vi har nu, så når vi det," siger Bill med helt rolig stemme.

Her har tiden gået

Han har til 30. april til at flytte Kommunehospitalet. Og der mangler meget endnu.

Men på den gamle skadestue er de kommet langt. Skadestuen lukkede 1. maj, og den tidligere så aktive afdeling ligger nu som et vidne på tiden, der er gået. Der er rum med køkkenting, rum med gamle senge, paller fyldt med operationslamper, store poser med infusionssæt, børnebamser og meget meget meget mere. Det hele er sirligt sorteret og venter på at gøre gavn andre steder.

De øde gangarealer er fyldt med paller med hospitalsinventar. Her tidligere lamper fra operationsstuerne.

De øde gangarealer er fyldt med paller med hospitalsinventar. Her tidligere lamper fra operationsstuerne.

Omklædningsskabe til Gødstrup

"Vi har solgt noget til andre hospitaler først og fremmest. Lige nu er de mest interesserede i omklædningsskabe, og det vi kalder teknisk inventar. Til det nye sygehus i Gødstrup har vi blandt andet solgt autoklaver og nogle bageovne. Vi har altså en del, de kan bruge," fortæller Bill Dyrborg Thomsen og afslører, at blandt andet flere skoler også har aftaget en del møbler.

Han lægger ikke skjul på, at det er en stor opgave, de er ude i.

"Det er faktisk kompliceret. Vi har planlagt flytningerne i to år, for de skal foregå meget struktureret. Vi rømmer jo også bygninger i flere etager, hvor der stadig er etager, hvor der er patienter. Så bliver det svært. Vi kan jo ikke bare flytte igennem sådan en afdeling," fortæller han.

Afrika tager imod

Bill Dyrborg Thomsen vil rigtig gerne afsætte meget af det brugbare inventar til 3. verdens lande.

"Vi har det så skidt med, at vi har noget her, som de mangler," siger han.

Men det er en længere proces at få inventaret til Afrika. Dels skal pengene til at sende det findes først. Dels er beslutningsprocesser i Afrika noget længere end i Danmark, erfarer sektionslederen.

"Ghanas ambassade sendte en repræsentant, der gik det igennem sammen med Global Medical Aid. De er ved at finde ud af, om de kan få det sendt afsted. Men vi har jo en bagkant, så vi kan ikke vente uendeligt. Så kommer der nogen, der kan bruge det, så ryger det afsted til dem. Men jeg føler mig nu sikker på, at Ghana nok skal finde en løsning," fortæller sektionslederen.

Alt der står her kan bruges i Ghana. Det skal bare afsted inden 1. maj, hvor den nye ejer overtager Kommunehospitalets bygninger.

Alt der står her kan bruges i Ghana. Det skal bare afsted inden 1. maj, hvor den nye ejer overtager Kommunehospitalets bygninger.

Det inventar, som ikke gives videre, flyttes med eller sælges, bliver solgt på auktioner. Dels i auktionshuse og dels på internt loppemarked for personler og deres pårørende. Et værested er også tilbudt inventar.

"Der bliver kun ganske få procent tilbage, som vi må smide ud. Og der gælder miljøregler. Vi har en miljøkoordinator i gruppen, der står for at sikre det. Jo mere vi sorterer, jo bedre er det," siger Bill Dyrborg Thomsen

Når den gamle skadestue er tømt, så svarer det til cirka to procent af det samlede areal, som skal flyttes fra Nørregade. I alt 178.000 kvadratmeter sygehus skal tømmes. Og det skal være inden 1. maj, hvor den nye ejer, Forskningsfondens Ejendomsselskab (Feas), overtager.

Publiceret 23 January 2019 07:00