Journalist Trille Skøtt-Jensen

Journalist Trille Skøtt-Jensen

Trille er ny på redaktionen

Journalist Louise Nyvang Burmeister er gået på barsel. Trille Skøtt-Jensen er barselsvikar

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

Ny journalist I december gik journalist Louise Nyvang Burmeister på barsel, og mens hun koncentrerer sig om den lille ny, så træder Trille Skøtt-Jensen til. Hun skal blandt andet fokusere på sundhed og sociale forhold.

Trilles journalistiske erfaring har hun med sig fra flere lokalaviser: Midtjyllands Avis, Viborg Folkeblad og senest Randers Amtsavis. Udover at være uddannet journalist har Trille også en uddannelse som sygeplejerske og har tidligere arbejdet på daværende Marselisborg Hospital og Amtssygehuset.

"Det ligger dybt i mig, at jeg interesserer mig for sundhed og sociale forhold. Det har jeg altid gjort, og derfor er jeg meget glad for, at jeg her på Lokalavisen kan få lov til at udforske det område lokalt her i Aarhus. Lokaljournalistik er for mig den fineste journalistik, for det er her, vi tager os tid til at fortælle de historier, som berører helt tæt på i det område, hvor man bor. Det er vigtig journalistik, for der er ikke andre medier, der nødvendigvis synes, det er vigtigt at fortælle de små historier. Men vi ved, at fødekæden til de landsdækkende medier starter hos os. Det er i den lokale avis, man tager alle alvorligt. Og her på Lokalavisen Aarhus går vi ekstra dybt lokalt - helt ud på gadeniveau i Aarhus. Det tiltaler mig meget, og jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang," siger Trille Skøtt-Jensen, der ikke lægger skjul på, at Louise gerne må tage en lang barsel.

"Jeg synes, Louise skal tage al den barsel, hun kan få. For jeg vil gerne være her så længe som muligt."

Trille, der 1. marts fylder 50 år, bor i Ry sammen med sin mand og to hunde og har altid haft et nært forhold til Aarhus.

Hun har en voksen datter, der studerer på Aarhus Universitet og bor på Aarhus Ø.

Publiceret 15 January 2019 16:00

SENESTE TV