Spejderhytten brændte - men Højbjerg Drengene overlever

Spejdergruppens bygninger i Højbjerg blev nytårsnat raseret af brand

Af
Trille Skøtt-Jensen

Spejdergruppen Højbjerg Drengene fik en voldsom start på det nye år. Nytårsnat raserede en brand bygningerne på Moesgårdsvej og selvom Østjyllands Brandvæsen arbejdede hårdt og fik forhindret branden i at sprede sig, så er sod og vandskader så alvorlige, at det er tvivlsomt, om bygningerne igen kan tages i brug. Men det betyder ikke, at spejdergruppen ikke overlever. For det vil den altid gøre, forsikrer bestyrelsesformand Jeppe Lefevre Olsen.

"Vi lever hele tiden, det kommer ikke til at forandre sig. Ingen af os tænker, at vi ikke kan fortsætte. Vi har god dialog med kommunen, som har lovet os, at der skal ske noget og onsdag har vi møde med dem, hvor vi drøfter, hvad vi gør fremadrettet," fortæller bestyrelsesformanden.

Sagen henlagt

Han har af politiet fået at vide, at sagen er henlagt og derfor ikke bliver efterforsket yderligere.

"Vi tror på, at det er en brand, der er startet af nogen, der har hygget sig med bål nytårsnat og så har det bredt sig. Brandfolkene sagde, at det lignede en påsat brand, men ikke en der er startet med vilje, men ved et uheld. Det håber jeg, det andet ville være for træls," siger Jeppe Lefevre Olsen.

Mange vil hjælpe

Efter branden har mange henvendt sig til spejdergruppen for at tilbyde hjælp.

"Vi har fået henvendelse også fra andre spejdergrupper, der siger, de har prøvet det samme, og at de gerne vil hjælpe os. Vi er meget glade for al den hjælp, vi bliver tilbudt." siger han.

Allerde mandag den 7. januar skulle de første spejdere igen mødes. Ikke indenfor, men udenfor.

"De skal have varm kakao og de vil jo allerhelst være udenfor, så når vejret er til det, så er det ikke noget problem." lyder det fra formanden.

Grej overlever

Spejdergruppen har haft held til at hente gamle historiske faner og dokumenter ud fra bygningerne, og de har med glæde konstateret, at de fleste telte og det meste grej ikke har taget stor skade.

"Vi har kun et stort ledertelt, vi købte sidste år, der ikke ser ud til at overleve," siger Jeppe Lefevre Olsen.

Efter mødet med kommunen onsdag mødes bestyrelsen og lederne for at drøfte fremtiden.

"Så er vi allesammen meget klogere," siger bestyrelsesformanden, der altså ser optimistisk på fremtiden for Højbjerg Drengene.

Publiceret 07 January 2019 09:38

SENESTE TV