Målet er at halvere antallet af unge hjemløse mellem 18 og 24 år over en periode på fem år. Arkivfoto

Målet er at halvere antallet af unge hjemløse mellem 18 og 24 år over en periode på fem år. Arkivfoto

Borgmesteren om unge hjemløse:

Vores indsats har ikke været god nok

Lokalavisen Aarhus sætter i en artikelserie fokus på de mange, unge hjemløse i Aarhus Kommune

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

unge hjemløse "Det er en plet på vores image."

Sådan lyder det fra borgmester Jacob Bundsgaard (S), når det handler om det alt for høje antal af unge hjemløse, der er i Aarhus Kommune.

Normalt bliver vi betegnet som Smilets By, men i denne sammenhæng er der ikke meget at smile af. Aarhus har nemlig 378 hjemløse i alderen 18-29 år, hvilket er langt højere end antallet i København, hvis man kigger på antallet af indbyggere.

Normalt bryster borgmesteren sig af vores by, og alt det vi kan, men han indrømmer, at arbejdet med de unge hjemløse ikke har været godt nok.

"I en årrække har vi drøftet problematikken og også handlet på det, men vi må indrømme, at det ikke har været tilstrækkeligt effektivt," siger Jacob Bundsgaard, og understreger, at det er vigtigt at være opmærksom på, at mange af de unge hjemløse er psykisk sårbare, og at der skal tages hånd om dem.

Ny plan på vej

For at forbedre problemet er der en Masterplan på vej, som Lokalavisen Aarhus også tidligere har beskrevet. Den skal sørge for, at Aarhus bliver dygtigere til at forebygge hjemløshed. Det skal man blandt andet gøre ved, at der kommer flere mindre boliger, der er til at komme i nærheden af for almindelig menneskepenge, som borgmesteren udtrykker det. Samtidig skal der arbejdes på at støtte de hjemløse, så de kan tackle at bo alene samt hjælpe med at få dem i beskæftigelse.

"Ofte har de unge hjemløse andre problemer end kun at mangle tag over hovedet, og derfor skal vi hjælpe dem på vej. Aarhus ligner andre storbyer nu, og mange af dem, der kommer til byen havner i hjemløshed, og det ser vi først, når det er gået galt. I de situationer har vi ikke mulighed for at forebygge, men vi skal blive dygtigere til at finde disse unge mennesker, og det skal Masterplanen hjælpe med," lyder det fra borgmesteren.

Stort pres på boligmarkedet

Seniorforsker fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Lars Benjaminsen har tidligere udtalt til Lokalavisen Aarhus, at det er en udfordring, at der mangler små, billige boliger i Aarhus, og den udlægning er borgmesteren enig i.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) forventer, at kurven med antallet af unge hjemløse i Aarhus snart vender.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) forventer, at kurven med antallet af unge hjemløse i Aarhus snart vender.

"Der er et stort pres på det aarhusianske boligmarked," siger borgmesteren og pointerer, at der er plads på herbergerne, og at man også er klar til at åbne flere steder, hvis det bliver nødvendigt.

Kurven skal knækkes

Med de investeringer, som Aarhus Kommune har gjort i forbindelse med unge hjemløse, har borgmesteren en klar forventning om, at den negative kurve vender meget snart.

Udover Masterplanen bliver der også kigget mod hovedstaden for at hente inspiration.

"Der er ingen, der har svaret på, hvorfor tallet af unge hjemløse er højere her end i København, andet end, at man i København har haft det inde på livet i flere år, og derfor kigger vi også på København for at finde løsninger," siger borgmesteren.

Artikelserie

I de næste uger vil Lokalavisen Aarhus dykke ned i problemerne med hjemløshed blandt unge i Aarhus Kommune

Publiceret 12 December 2018 10:00

SENESTE TV