Gæster.

Gæster. Foto: Aarhus Update

Madanmeldelse: I sikker og festlig havn hos NO16 - kortene var givet på forhånd

Madanmelderen har været forbi NO16 og er tilfreds med besøget

Af
Jan L. Pedersen

madanmeldelse Konceptet med at betale en vis sum penge, og få x antal timer til at spise og drikke i, har slået rod i Aarhus. Måske også lidt for meget, vil nogle nok mene. En af dem, som har været med i lang tid, er NO16 på havnen. Umiddelbart ligner NO16 ikke en restaurant, da den ligger i bunden af et højt glashus. Udefra ser det ikke hyggeligt ud, men indenfor i restauranten oplever vi noget helt andet. En blanding af noget råt, cool mixet med glødelamper, træ og mørke farver. I grunden meget smagfuldt indrettet og i kontrast til resten af huset.

Kortene er givet på forhånd

Du kender prisen på forhånd. I hverdagene koster en aften på tre timer 495 kroner. Fredag og lørdag er prisen 595 kroner. Så du ved, hvad regningen ender med, og de tæller ikke, hvor mange øl, glas- eller flasker vin du drikker.

Vi startede med noget brød og smør. Hurtigt kom der to små hapsere. Meningen var, vi langsomt skulle i gang. Gudskelov, for vi var pænt sultne, da vi ramte hoveddøren. Kort tid efter kom der røget gråandebryst med brændt hvidløg og plukket kanin rørt på en mayo og serveret på en chips.

Brød hos NO16.

Brød hos NO16. Foto: Aarhus Update

Første mål blev 1-0 til køkkenet

Tempereret skærising med en mild peberrod, squash og en stringent friskhed i en eller anden form for syrlighed. Citron var et godt bud. Fisken smagte af fisk, og der var nok af den. Fonden var mild og tog ikke smagen fra fisken. Tak for det. En halvfed fisk som skærising må ikke ødelægges af tilbehøret.

Tempereret skærising.

Tempereret skærising. Foto: Aarhus Update

Enkelhed er et mantra

En forrygende mør braiseret svineskank med en kartoffelmos rørt med masser af smør, kørt ud med en chiffon var næste ret. Kødet lå på en glace/fond og øl. Syltet græskar med svag syrlighed var det grønne element, plus lidt karse. Enkelt i udtrykket, og jeg kan godt lide, når en ret ikke vælter rundt med komponenter. NO16 er gode til at være skarpe i udtrykket og holder fast i det.

Mør braiseret svineskank.

Mør braiseret svineskank. Foto: Aarhus Update

3. heat - også kaldet hovedretten

En dansk kalv, skorzonerrod og kål hed hovedretten. Der var dog tilhørende saltbagte kartofler og demi glace til. Kraftig og lækker sirupsagtig. De lod den lille kobbergryde stå på bordene, hvilket skabte øjeblikkelig respekt. Et stykke helt ufattelig mørt kød var, hvad vi fik. Ikke den store nytænkning, men en ret som ganske enkelt smagte forrygende godt.

Kalv.

Kalv. Foto: Aarhus Update

Dessert

Vaniljeis med brunet smør i bunden, hasselnødder og friterede jordskokker var afslutningen på madsiden. Hasselnødderne var mesteren i den her ret. Sammen med den fede smør, fik tilbehør til is en ny betydning. Jeg kunne godt lide desserten, omend den ikke var særlig stor. Men ret skal være ret, den var nok en passende størrelse, og den mættede mere end forventet. Enkelheden får topkarakter her.

Desserten.

Desserten. Foto: Aarhus Update

Her drikker de fleste godt til

Vi var enige om, at vi fik, hvad vi kom efter, og vi smagte alle vinene, plus to glas øl. Der var stor spredning på vinene. Fair nok. Øllene var på flaske, og udvalget var fra Husbryggeriet Jacobsen, plus et par juleøl. Men ikke billige øl. Det samme med vinen. Her var også gode vine, hvoraf flere af dem havde stor bredde og kan drikkes uden, man skal forholde sig synderligt til vinen. Det er i grunden meget befriende. Jeg vil ikke kalde dem bællevine - måske var der en enkelt, men mere madvine. Der var også Ramlösa på flaske, hvis man ønskede det.

Lidt at drikke.

Lidt at drikke. Foto: Aarhus Update

Øl.

Øl. Foto: Aarhus Update

Vin.

Vin. Foto: Aarhus Update

Vurdering

NO16 er hyggelig og festlig på én og samme tid. Det ligger ligesom i konceptet. Personalet er ikke fisefornemme, og vil gerne have glade gæster, og eftersom vin og øl er med i prisen, så er en opløftet stemning og glæde ikke svær at skabe.

Vi fik, hvad vi kom efter, og NO16 holder, hvad de lover. Konceptet er populært, og jeg vil klart anbefale det, hvis du vil bruge tre eller fire timer på en aften, og du gerne vil drikke lidt mere, end “man” normalt gør, hvis du køber hele flasker vin på en restaurant. Det er det, som gør, at prisen bliver lav. Hvis du kun drikker vand til din mad, så er NO16 ikke en speciel god handel for dig. Det er det, at alt, hvad du drikker, er med i prisen, som gør, at NO16 er value for money.

NO16

    Europaplads 16

    8000 Aarhus C

Publiceret 21 November 2018 10:00

SENESTE TV