Jakob Thomas Holm i Mejlgade, hvor det nye escape room er åbnet.

Jakob Thomas Holm i Mejlgade, hvor det nye escape room er åbnet. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Nyt escape room:

Her bliver du fanget i en hypnotisørs hjerne

Mejlgade har fået et helt nyt escape room, hvor ledetrådene står på engelsk, og man kommer ind i hjernen på en hypnotisør

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

gåder En verdensberømt hypnotisør, en gruppe mennesker, ledetråde og mystik. Det er grundingredienserne i det helt nye escape room, Brain Escape, der netop er åbnet i Mejlgade 27 i kælderen. Der er røde gardiner i det lidt lummermørke rum, og på nogle borde er der placeret blandt andet telefoner og en skak-lignende plade med små engelske tillægsord.

Bag det nye sted står Jakob Thomas Holm, Ivajlo Holm Jensen, Niels Sangill og Fanis Schröder bag, og fælles for dem alle er, at de har en baggrund fra en efterskole i Hobro, hvor al undervisning er spilbaseret, og så er de alle lidt nørdede indenfor spil og elektronik, som Jakob Thomas Holm siger i det første rum, man kommer ind i, når man skal løse gåden. Derudover har de også arbejdet med escape rooms tidligere.

"Vi har selv udviklet hele spillet og har vurderet, at alle ledetrådene godt kan være på engelsk, fordi danskerne er dygtige til det, og samtidig har turister også mulighed for at være med. Vi har været vant til at arbejde med spil i en læringskontekst, og så havde vi lyst til at lave noget sjov ud af det og tænkte, at vi godt kunne bidrage til at udvikle det lidt med det her escape room," siger Jakob Thomas Holm.

Uden at røbe for meget, kan vi godt afsløre, at man bliver fanget i den verdensberømte hypnotisør, Legio Santanas hjerne. Han er omgærdet af stor mystik, og han lægger sine deltagere i en dyb hypnose. Der sker dog et uheld, hvor en lampe falder ned i hans hoved og slår ham bevidstløs. Det betyder, at deltagerne nu vandrer rundt i hans hjerne, hvor de er fanget. Han har samtidig fået hukommelsestab, og deltagerne skal så forsøge at aktivere hans hukommelse igen.

"Det har de en time til, og gør de ikke det, så kommer man aldrig tilbage til sin egen krop igen," fortæller Jakob Thomas Holm med et smil.

Alle sanser i spil

I rigtig mange escape rooms handler det om at afkode noget og bruge sin matematiske og logiske sans, men i Brain Escape er der også andre ting i spil.

"Vi ville gerne skabe en fortælling og noget, der kræver andet end logik. Hele sanseapparatet skal i gang, og det her er noget helt andet, end man måske tidligere har prøvet," fortæller den ene af idemændene bag det nye sted.

Allerede i det første rum kommer sanserne i spil. Man skal være opmærksom, på både det man ser, hører og fornemmer, og man vil blive forstyrret af radiostøj, som det måske også vil være en god idé at lytte til.

"Jo længere man kommer ind i selve spillet, jo længere kommer man ind i hans hjerne, og jo mere finder man ud af om ham, og til sidst opnår man klimakset i historien og selve spillet," siger Jakob Thomas Holm uden at afsløre for meget.

Ud til virksomheder

Indtil videre kører de videre med rummet, som det er, men når de bliver træt af hypnotisørens historie og hjerne, har de planer om at finde på en ny historie, og derudover arbejder de også på at lave et mobilt escape room, hvor de kører ud til virksomheder og laver escape-events.

"Vi er i gang med at udvikle det og regner med at være færdige i januar/februar," lyder det fra Jakob Thomas Holm.

Publiceret 17 November 2018 06:00

SENESTE TV