Tonsvis af affald flyder i Aarhus:

Vi skal være nordens reneste by

Direktøren for Aarhus City Forening, Claus Bech, har taget initiativ til at gøre Aarhus til en renere by

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

affald Fra 75 tons affald henover sommeren sidste år til over 100 tons i år. Det er sådan, billedet er i Aarhus. Og det skal der gøres noget ved, i hvert fald hvis det står til direktør for Aarhus City Forening Claus Bech.

Han har nemlig taget initiativ til at samle Aarhus Kommune, politi, restaurationsbranchen, skolevæsen, erhvervsfolk og andre interessenter til en snak om, hvad vi kan gøre ved al den skrald, der flyder i de aarhusianske gader.

"I stedet for, at vi hele tiden brokker os over det i erhvervslivet og skælder kommunen ud, så skal vi samle kræfterne og finde ud af, hvordan vi kan gøre det markant bedre. Vi sætter overliggeren højt, og vi går efter at blive nordens reneste by," siger Claus Bech.

Det er ikke nogen officiel titel, men alligevel vil Claus Bech gerne have, at man taler om, at Aarhus er en ren by, og det samme ønsker driftschef i Teknik og Miljø, Kim Gulvad Svendsen.

"Det tager tid at ændre mentaliteten hos folk, så i løbet af de kommende tre år, vil jeg gerne have, at vores by er blevet renere, og at der er en synlig forskel. Vi skal have knækket kurven, så antallet af tons affald i gaderne bliver mindre," siger han.

Hvordan der helt konkret skal måles på det, skal interessenterne til at finde ud af, men et sted, man kan måle, er på økonomien. Hvert år bliver der nemlig brugt 30 millioner kroner på at samle skrald op i gaderne, og cirka en tredjedel af det beløb går til entreprenørens folk. De går nemlig og samler skrald op, der ikke har ramt skraldespandene, med håndkraft

Flere arrangementer

Der er flere årsager til, hvorfor affaldsmængden i gaderne er steget markant. Én af dem er stigningen af antallet af arrangementer i Smilets By, og at antallet af turister også er blevet markant flere gennem de seneste år. Samtidig har vi været beriget med en god sommer, og det har betydet, at der har været flere mennesker ude i bylivet, end der normalt er.

"I løbet af de kommende tre år er mit mål, at der kommer en synlig forskel i bybilledet. Og så skal vi have ændret holdningen hos befolkningen. Vi har alle sammen et ansvar. Vi skal også have fat i skolerne, så børn kan blive opdraget til, at man skal smide affald i skraldespandene og passe på naturen. I Aarhus står skraldespandene tæt på hinanden, men vi skal helt sikkert have kigget på, hvordan de fungerer, for det hjælper selvfølgelig ikke, at en pizzabakke sidder fast i skakten, så der ikke kan komme andet affald i. Og vi skal også have spande, så mågerne ikke sidder og tager affaldet op, for det gør de nemlig," siger Kim Gulvad Svendsen.

"Der skal ske noget radikalt, og vi skal forsøge at gøre en forskel. Vi er i superligaen, når det handler om at få fokus på Aarhus som en god turistby, men vi halter bagud,når det handler om at være en ren by, og det skal vi lave om på," lyder det fra Claus Bech.

Nye tiltag på vej

For at få en renere by bliver der også kigget på, om teknologien kan udnyttes bedre og mere. På 110 af midtbyens skraldespande er man ved at sætte censorer på, så de kan give signal til entreprenørerne om, at skraldespanden er ved at være klar til at blive tømt.

"På den måde bruger vi ikke tid på at køre forbi skraldespande, der ikke behøver at blive tømt. Vi skal helt sikkert over i teknologi-sporet," siger Kim Gulvad Svendsen.

Han forventer, at interessenterne mødes i november til en workshop, hvor opgaverne bliver fordelt, så arbejdet kan blive fokuseret frem mod at blive nordens reneste by.

Skrald

    I 2017 blev der samlet 311 tons skrald ind

    Indtil videre i 2018 er der samlet næste 380 tons ind

    Man regner med, at tallet hedder 450 tons, når året er omme

Publiceret 09 October 2018 08:45

SENESTE TV