Sidse Babett Knudsen på en bænk i Aarhus.

Sidse Babett Knudsen på en bænk i Aarhus. Foto: Martin Dam Kristensen

Undtagelsen-producer:

Aarhus er fantastisk at filme i

Filmen Undtagelsen er i disse uger ved at blive optaget i Aarhus

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

film "Klar til optagelse." Den sætning hører vi ikke helt så ofte i Aarhus' gader, som hvis man tager en tur til hovedstaden, men i de kommende uger bliver det helt sikkert sagt mange gange, for Jesper W. Nielsen og Fridthjof Films filmatisering af Christian Jungersens bestseller Undtagelsen er nemlig ved at blive optaget i Aarhus.

I hovedrollerne er Sidse Babett Knudsen, Danica Curcis, Amanda Collin, Lene Maria Christensen, Olaf Johannessen og Magnus Krepper, så man har rig mulighed for at støde ind i kendisserne, når man bevæger sig rundt i Aarhus i disse uger.

Lene Maria Christensen og Olaf Johannessen.

Lene Maria Christensen og Olaf Johannessen. Foto: Martin Dam Kristensen

"Vi har valgt Aarhus som location, fordi vi lige præcis her kunne finde de faciliteter, vi har brug for, så optagelserne fra Budapest (halvdelen af filmen er optaget der, red.) komplimenterer dem fra Aarhus. Det samlede look skal stemme overens med det miljø og specielle interiør, der er skabt i bogen, og det har vi kunnet finde her i Aarhus. Det er en meget stærk visuel film," fortæller producer på filmen, Marcella Dichmann.

Vild med Aarhus

Hun er begejstret for Aarhus, og synes, det er befriende, at filmen bliver optaget uden for København.

"Det er så skønt at komme udenfor København. Det er en helt anden oplevelse - og det er kun positivt ment. Jeg foretrækker helt sikkert at være i Jylland for at optage film. Der er helt andre input her, og vi er fri for at kigge på de samme røvsyge, ja undskyld udtrykket, bygninger fra København hver gang. Det, vi oplever her, findes ikke på samme måde i København," siger Marcella Dichmann.

Undtagelsen bliver filmet frem til 11. oktober i Aarhus. Den handler om de fire kvinder, der arbejder sammen i en hverdag præget af magtkampe, hvisken og alliancer. To af dem modtager dødstrusler, og de mistænker i første omgang en serbisk krigsforbryder, som de skriver artikler om. Men da en sag om mobning på kontoret eskalerer, begynder de langsomt at overveje, om ondskaben kunne komme fra dem selv. De fire kvinders arbejdsplads er blevet optaget på et arkiv i Budapest, fordi det med producerens ord er et rigtig skatkammer, og det findes ikke ligesådan i Danmark.

Fotograf Erik Zappon og instruktør Jesper W. Nielsen under optagelserne i Aarhus. Foto: Martin Dam Kristensen

Fotograf Erik Zappon og instruktør Jesper W. Nielsen under optagelserne i Aarhus. Foto: Martin Dam Kristensen

Til gengæld bliver udendørsoptagelserne og de fire kvinders bopæle filmet i Aarhus, så når filmen ruller over biograflærreder i efteråret 2019, så vil man blandt andet kunne se byens rådhus, Mindeparken, Universitets Hospitalet på Nørrebrogade, forskellige gader rundt omkring i Aarhus, Brabrand, banegården, Åboulevarden og Vestre Kirkegård.

"Det er Filmbyen og Den Vestdanske Filmpulje, der gør, at vi har større mulighed og frihed til at optage udenfor København, og jeg synes, at det er rigtig vigtigt for film-Danmark," siger Marcella Dichmann.

Begejstret rådmand

Hun fortæller, at hele holdet omkring filmen bor i Aarhus, mens optagelserne varer, og de har allerede været ude og nyde det aarhusianske byliv.

"Folk har virkelig taget godt imod os. Vi føler os så velkomne alle steder," siger hun.

Én af dem, der hilser film-holdet velkommen i Aarhus er kulturrådmand og formand for Den Vestdanske Filmpulje, Rabih Azad-Ahmad (R).

"Jeg er glad for at kunne byde hele holdet bag Undtagelsen velkommen i Aarhus. Det er heldigvis ikke længere en undtagelse, at der produceres spændende og væsentlige film i Vestdanmark. Det er med til at skabe et mere balanceret billede af hele Danmark på landets tv-skærme og biograflærreder. Jeg ser frem til at følge optagelserne og se den færdige film”, siger rådmanden i en pressemeddelelse.

Publiceret 20 September 2018 11:00

SENESTE TV