Tidligere byrådspolitiker:

Skolebesparelserne kan være spil for galleriet

Lars Boje Mathiesen, tidligere byrådspolitiker i Aarhus Byråd, fortæller her, hvordan forhandlingerne kan udspille sig, når budgettet skal lægges

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

besparelser Lige nu er debatten rødglødende omkring spareforslaget, der peger på, at sammenlægge skoledistrikterne i Aarhus Kommune.

Men det kan være et røgslør, der er lagt ud, hvis man spørger tidligere byrådspolitiker Lars Boje Mathiesen, der var medlem af Liberal Alliance og i dag er medlem af Nye Borgerlige.

"Man skal huske på, at sparekataloget ikke er et politisk udspil, men et der kommer fra embedsværket. Al fokus er lige nu på skolesammenlægningerne - der bliver ikke talt om andet, og medierne skriver om det. Det kan være for at fjerne fokus for andre besparelser, og politikerne har mulighed for at komme ud og sige: Rolig nu - det er bare et forslag, og det vil vi ikke være med til. De får dermed en sejr ud af det overfor borgerne, som står og jubler, og politikerne kan sige, at vi lyttede til jer," lyder teorien fra Lars Boje Mathiesen, som påpeger, at der kan være tale om et spil for galleriet, men at det naturligvis ikke er sikkert, at det er det.

Har set det før

Da Lars Boje Mathiesen sad i byrådet, oplevede han ofte samme strategi på udvalgsmøderne, fortæller han.

"Der er tale om et magtfuldt embedsværk, som sætter den politiske dagsorden. Jeg tror personligt ikke på, at forslaget med skolesammenlægninger bliver stemt ind. Man finder pengene andre steder," mener Lars Boje Mathiesen.

Mulige ændringer

Spørger man professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Rune Stubager, siger han, at det sagtens kan tænkes, at Lars Boje Mathiesen har ret, men vil ikke vurdere sandsynligheden for det.

"Tanken har strejfet både mig og mine kolleger. Hvis det kommer til at ske, vil det formentlig være sådan, at man aflyser det mest kontroversielle, som i det her tilfælde er sammenlægningen af skoledistrikterne. Det kan betyde, at det så kan være nemmere at få andre besparelser kørt igennem. Forældrene og skolerne kan tørre sveden af panden, fordi ens små poder ikke skal køre til naboskolen, men til gengæld accepterer de andre besparelser," lyder Rune Stubagers vurdering.

Han fortsætter:

"Det vil være den kyniske udlægning af det, men det er ikke til at vide, om det en taktisk bevidst gjort fra embedsværket."

Han nævner, at der kan være spekulationer i at tage det mest skræmmende forslag tilbage efter høringsfristen og forældrenes mange protester.

"Lur mig om ikke man holder sig fra sammenlægningerne af skoledistrikterne, men til gengæld får en masse andre ting igennem," siger professoren.

Publiceret 29 August 2018 14:40

SENESTE TV