Medom:

Vi vil hellere hæve skatten end slå skoler sammen

Børn og Unge-rådmand Thomas Medom (SF) mener, at der skal findes besparelser på en anden måde end ved at lægge skoler sammen

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

besparelser "Min holdning er, at vi helst vil undgå at spare. Det gælder både skoleforslaget og alle de andre forslag. Vi vil allerhelst aflyse besparelserne og i stedet hæve skatten. Hvis vi hæver den med 0,4 procent, så har vi endda lidt luft."

Sådan lyder den klare melding fra rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF).

Han fortæller, at man i SF er åben over for andre forslag, men at det er vigtigt at høre, hvad de andre partier har af forslag.

"Det er ikke tanken, at de lokale børn skal gå på andre skoler end den lokale. Det kan være de børn, som bor mellem to skoler, som kan komme til den ene frem for den anden. Det skaber en masse utryghed hos børn og forældre, og derfor vil vi også kigge på, hvor der er andre besparelser at hente," lyder det fra rådmanden, og han fortsætter:

"Lige nu er jeg meget optaget af den usikkerhed og utryghed, der er blevet skabt. Det er ikke nok, at vi i SF bare er kritiske over for forslaget - vi skal også komme med alternativer. Hvis ikke, der er opbakning til at hæve skatten, må vi se på, hvad der er andre muligheder, men jeg vil ikke på nuværende tidspunkt konkludere noget, når vi er midt i en høringsfase. Men jeg vil gerne sige, at der er rejst en række relevante bekymringer, som vi lytter til."

Publiceret 29 August 2018 10:15

SENESTE TV