Simsek: Vi risikerer at ødelægge folkeskolen i Aarhus

Venstres Bünyamin Simsek er bekymret for, hvad konsekvenserne bliver for lokalsamfundet, forældre og elever, hvis der sker skolesammenlægninger i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

skole Gennem den seneste uge har eventuelle kommende sammenlægninger af skolerne fået Aarhus-forældre til at træde frem i debatten.

Sparekataloget fra direktørgruppen i Aarhus Kommune indholdt nemlig blandt andet forslag til at lægge skoledistrikter sammen, så der i alt bliver 19, og det kan betyde, at selv om man hører til den lokale skole i ens nærområde, skal ens barn gå på naboskolen for at få klasserne fyldt op.

Det er en udvikling og et forslag, der bekymrer Venstres Bünyamin Simsek, der i dag er Teknik og Miljø-rådmand, men i den seneste byrådsperiode var rådmand for Børn og Unge.

"Vi har naturligvis et ansvar for at skal skabe balance i økonomien, men fordi vi skal finde 300 millioner, skal vi ikke pille ved fundamentet, der leverer gode resultater. Der er nogle skoler i Aarhus, der er udfordret, men vi risikere at ødelægge alle skolerne i Aarhus. Det skaber utryghed for forældrene, når de skal vælge skole, og det kan have alvorlige konsekvenser for både børn og forældre, hvis vi gør det her," siger Simsek.

En frygt

Han frygter, at Børn og Unge-organisationen, som består af 13.000 medarbejdere, bliver ødelagt - en organisation, som han fortæller, leverer varen, og hvor eleverne går ud af folkeskolen med ét karakterpoint højere end landsgennemsnittet.

"Det er rigtig flot, at de aarhusianske folkeskoler præsterer på den måde. Jeg mener, at vi skal gentænke skolerne i vestbyen, og jeg ser gerne, at vi lukker en skole der, og samtidig skal vi følge de børn, der har det svært, tættere, end vi gør i dag. Hvis spareforslaget bliver gennemført, så sætter vi den gode, lokale skole over styr," siger Venstre-rådmanden.

Han præciserer dog, at han har svært ved at skyde forslaget 100 procent ned, da forhandlingerne omkring byrådsbordet endnu ikke er begyndt.

"Vi udtrykker skepsis og bekymring og lytter til de berettigede, bekymrende reaktioner fra forældrene. I forslaget er der udelukkende tale om et økonomiske incitament, og det handler på ingen måder om at styrke fagligheden i skolen," siger Bünyamin Simsek.

Han understreger også, at der ikke er regnet på følgeudgifterne af forslaget. Flere steder i kommunen vil det kræve cykelstier for at lave sikre skoleveje, ligesom der også vil skulle bruges penge på at etablere skolebusser mellem områderne.

"Man kan jo bare se på, hvor dårlig økonomien har været i Tranbjerg, efter man lagde de to skoler sammen til én med undervisning på to matrikler. Som Børn og Unge-rådmand tildelte jeg dem ekstra millioner, og det har været nødvendigt, at de to skoler har sparet i mange år. Det er alt alt for risikabelt, at vi rusker op i det her," siger han.

Publiceret 28 August 2018 12:30

SENESTE TV