Ali Saleh, country manager ved Hotel Chocolat, glæder sig til at slå dørene op til den nye slikbutik i Bruuns Galleri.

Ali Saleh, country manager ved Hotel Chocolat, glæder sig til at slå dørene op til den nye slikbutik i Bruuns Galleri.

Et slaraffenland for chokolade-elskere åbner i Bruuns Galleri

Et helt nyt chokolade-univers åbner i Bruuns Galleri i løbet af september

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

chokolade Hvis du er chokolade-elsker, så forestil dig en butik fyldt med alle mulige lækre chokolader, hvor du ovenikøbet kan sætte dig ned og nyde en kop varm chokolade og vælge mellem otte forskellige varianter. Nu behøver du ikke kun at forestille dig det, for der åbner nemlig et helt nyt chokolade-univers i Bruuns Galleri, når Hotel Chocolat slår dørene op i løbet af september.

"Vi vil gerne vise, hvad rigtig chokolade er. I vores produkter har vi mindre sukker og mere kakao. Vi har vores egen kakaoplantage i Caribien, hvor vi også har vores eget spa, hvor chokolade naturligvis er i fokus," fortæller country manager Ali Saleh.

Madvarer med chokolade

Der vil også være beautyprodukter, madvarer og tilbehør til bagning i den nye chokoladebutik i Bruuns Galleri, ligesom man kan købe kaffe og te samt naturligvis chokolade og nyde på en af de 32 siddepladser, der bliver hos Hotel Chocolat.

"Alle vores produkter er lavet på kakaobønnen, men det dufter ikke af kakao, og vores pasta smager heller ikke af chokolade. Vi vil gerne vise, hvad man kan bruge kakaobønnen til, og det gør vi med alle de forskellige produkter," siger Ali Saleh, der netop har været med til at åbne en butik magen til i Roskilde. Der ligger derudover to i København i forvejen en på Strøget og en i Frederiksberg Centret.

Hotel Chocolat åbner i YouSee's tidligere lokaler i Bruuns Galleri, og der er ingen tvivl om, at Ali Saleh ser frem til åbningen i Aarhus.

"Aarhus er bare BYEN i Danmark. Hvis man vil have succes, så skal man åbne i Aarhus. Det er en ung, spraglende by, der udvikler sig, og hvor folk strømmer til. Og så er aarhusianerne gode til at hygge sig. Der er jo mennesker over alt på byens caféer, uanset hvilken ugedag der er tale om," fortæller country manageren og fortsætter:

"Aarhus er midtpunktet i Jylland, og den er spændende. Når vi har valgt at placere butikken i Bruuns Galleri, så handler det om, at der er et stort flow af mennesker hele dagen, og samtidig er der en masse pendlere, som også får mulighed for at komme ind i Hotel Chocolat."

120 varianter

I det nye chokoladeunivers bliver der lavet chokolader til forskellige årstider og begivenheder i løbet af året. For eksempel vil der til jul ifølge Ali Saleh være 17 forskellige julekalendere. Generelt i løbet af året er der 120 forskellige chokoladevarianter at vælge imellem.

"Vi har noget for alle aldre. Hos os kan man jo faktisk shoppe det hele til en hyggeaften, fordi vi har så mange produkter at vælge imellem," fortæller Ali Saleh.

Events hver måned

Foruden de mange kilo chokolader der kommer til at være langs væggene i butikken, så inviterer Hotel Chocolat også indenfor til chokolade-events en gang om måneden.

For 350 kroner får man bobler til ganen, en goodiebag, chokoladens historie og lov til at lave sin egen chokoladebar, og der vil være events for både børn og voksne.

"Vi håber, at Hotel Chocolat bliver mange aarhusianeres nye stamsted," siger country manageren.

Han oplyser, at der er planer om at udvide til flere andre jyske byer med tiden.

Publiceret 21 August 2018 08:40

SENESTE TV