Nyt firma:

Ung gut hjælper ældre med it

20-årige Alexander Tvede har oprettet et helt nyt firma

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

ældre og it De ældre skal føle sig trygge, så de kan bevæge sig rundt i den digitale verden, og samtidig skal der skabes et rum, som både unge og ældre får noget ud af.

Med det i tankerne har 20-årige Alexander Tvede oprettet firmaet its. Det står for IT-Study, og tanken er, at han sammen med andre unge mennesker skal hjælpe ældre, når de har problemer med deres computere, telefoner, iPads eller andre it-vanskeligheder.

"Vi tilbyder hjemmeservice, hvor friske, unge mennesker kommer ud og hjælper de ældre. Det kommer til at foregå sådan, at de unge har en app, hvor jeg så smider opgaverne ud på. Der kan de melde sig ind på de opgaver, de gerne vil løse, og det bliver efter først til mølle-princippet. En opgave kan for eksempel lyde, at fru Andersen på Silkeborgvej har problemer med at logge på med sit nemID, og så kommer vi ud og hjælper hende med det. På den måde får jeg skabt et trygt rum for to generationer," fortæller Alexander Tvede, der er fra Risskov.

Det er i øvrigt ikke uvant for ham at hjælpe ældre med it-udfordringer. Han har nemlig tidligere haft We Do It, som han solgte, og nu er tiden altså inde til endnu engang at kaste sig over ældre og it.

Han mener, at det bliver givtigt for både de ældre og de unge. De unge har en mulighed for at tjene penge, og de ældre får hjælp.

Kørekort til it

Foruden hjemmeservice er det meningen, at der skal være et ugentligt it-kursus. Lidt ligesom når man tager kørekort.

"De fleste, der har taget kørekort, kan sikkert huske, hvordan det var at være til teori. Det var lidt hyggeligt med kage og kaffe, og man talte med de andre, der også tog kørekort. Det skal være lidt på samme måde for de ældre, når de tager de ugentlige kurser. Jeg vil gerne have, at de oplever et socialt fællesskab, når de sidder til kurserne. Og jeg regner med, at det første kursus kommer til at hedde i stilen med 'Sådan lærer du at skrive til dit barnebarn,'" siger Alexander Tvede og fortsætter:

"Jeg vil gerne hjælpe de ældre, så de føler sig ligeså meget værd som os andre, for jeg har ofte oplevet, at de ikke føler sig så meget værd, når det handler om it. Og vi skal have tid til alle. Jeg håber også, at min virksomhed kan være med til at knytte nogle bånd mellem de ældre og de unge, og at vi møder dem i øjenhøjde. Det, tror jeg, er sundt. Jeg ved fra mig selv, at man får rigtig god samvittighed, når man har hjulpet de ældre. Og de kan jo også give noget igen den anden vej. De har så meget erfaring at dele ud af."

Drømmer stort

Hjemmesiden www.its.dk er gået i luften nu, og kurserne begynder efter sommerferien. Han forventer, at app'en er klar i slutningen af sommeren.

"Jeg drømmer virkelig om at skabe en tryghed for de ældre i it-verdenen og at gøre en lille forskel for samfundet, fordi så mange ældre har det svært med it," siger den unge iværksætter.

Men det er ikke det eneste, han drømmer om. I begyndelsen ruller han IT-Study ud i Aarhus, men han vil gerne længere ud end det.

"Jeg håber, at jeg kan komme ud over Aarhus, og det er også derfor, jeg laver app'en, så den kan komme ud i landet," fortæller iværksætteren.

Ældre Sagen er begejstret

Ifølge Alexander Tvede er Ældre Sagen begejstret for hans nye idé, og meget tyder på, at der bliver et samarbejde mellem de to, fortæller han.

"Det kræver selvfølgelig markedsføring at få fat i de ældre. Derfor håber jeg også, at samarbejdet med Ældre Sagen falder på plads. Derudover skal jeg have delt flyers ud der, hvor de ældre er," siger Alexander Tvede.

IT-Study

    Kurserne kommer til at foregå i lokaler i Risskov

    Hvis man vil høre mere eller har brug for IT-Study, kan man kontakte Alexander Tvede på tlf.: 51411859 eller mail: alexandertvede@live.dk

    Det koster 400 kroner for seks kursuslektioner - han anbefaler, at man kører to kursus-omgange, så man får det hele med

    Det koster 600 kroner, hvis man benytter sig af hjemmeservicen

Publiceret 12 July 2018 06:00

SENESTE TV