Kasper Rohde (til venstre) og Omar Kais i bagdøren til det mobile værksted.

Kasper Rohde (til venstre) og Omar Kais i bagdøren til det mobile værksted. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Smadret iPad eller iPhone? Helt nyt firma fikser den, hvor det passer dig

iDriveRep er navnet på et helt nyt mobilt værksted, der reparer ødelagte iPads og iPhones

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

Reparationer De fleste af os kender til det - ens iPhone eller iPad strejker, eller skærmen er blevet smadret. Mange orker ikke at køre til en butik for at få den lavet, men en helt ny virksomhed giver nu aarhusianerne en ny mulighed. 29-årige Omar Kais har nemlig startet iDriveRep, som kører lige dertil, hvor det passer dig.

"Jeg har Fonia.dk-butikken i City Vest, men jeg ville gerne i gang med noget nyt. Jeg oplever rigtig mange folk, der ikke har tid til at køre forbi en fysisk butik, men vi kører ud lige der, hvor kunden vil have det, alle ugens dage hele året rundt klokken 8-22," siger Omar Kais, der står bag iDriveRep, men har teknikere ansat til at køre rundt og hjælpe kunderne med de ødelagte telefoner og iPads.

Én af de teknikere, man kan møde, er Kasper Rohde. Han har tidligere beskæftiget sig med reparationer af telefoner.

"Jeg fik muligheden for at komme til at arbejde for Omar og samtidig udvikle min ekspertise, og det glæder jeg mig til," siger han.

Vil uden for Aarhus

Reparationen foregår i det mobile værksted, præcis når det passer kunderne. iDriveRep kører gratis i hele Aarhus Kommune inklusiv Skanderborg og Odder, men ambitionerne stopper ikke her.

"Jeg regner helt sikkert med, at det her skal være landsdækkende, og jeg regner med at udvide til Viborg, Skanderborg og Randers som de første steder. Jeg forventer 100 procent, at jeg får iDriveRep op at køre, for der er ingen tvivl om, at der er et behov for det, og jeg tror ikke, at det bliver ved med at være nok med kun én bil," siger Omar Kais, der bor i Brabrand.

Det er vigtigt for ham, at han får så bredt et kundegrundlag som muligt, og han har i høj grad også fokus på at køre ud til erhvervslivet.

"Der er rigtig mange erhvervsfolk, der har svært ved at undvære deres telefoner, så derfor tilbyder vi også at køre ud i virksomhederne og få telefonerne og iPads repareret der, så har de den tilbage i løbet af kort tid og kan fortsætte med at arbejde," fortæller Omar Kais og fortsætter:

"Jeg vil gerne hjælpe alt fra den studerende, mekanikeren over til kontormedarbejderne - alle, der ikke vil bruge tid på at få sin telefon og iPad repareret, skal vide, at mit firma eksisterer."

En tur til udlandet

Når forretningen er oppe at køre, overvejer Omar også at rykke iDriveRep til udlandet, men han skal have lavet en del research, inden han rykker virksomheden til udlandet.

Han har valgt at fokusere på iPhones og iPads i begyndelsen, men det er planen, at der skal udvides med andre telefoner med tiden.

Han lover, at han er billigere end butikkerne, og udkørslen er altid gratis, samt hvis der er problemer med telefonen eller iPad'en, og han ikke kan finde fejlen, så er det gratis.

Publiceret 23 June 2018 07:00

SENESTE TV