Madanmeldelse af Neem Deli: Asiatisk fusionskøkken med store portioner og gode priser

Et fint sted at spise på budget i Risskov

Af
Simon Paaske Urup

Aarhus Update

Madanmeldelse Neem Deli i Risskov serverer asiatisk mad med friske råvarer. Det halter en smule med finishen og tilberedningen, men faktum er: Det er et hyggeligt og anbefalelsesværdigt sted, hvis man vil ud at spise på budget i Risskov.

Jagten på spisesteder på budget

Sommeren brager derudaf, og vores jagt på gode spisesteder på budget fortsætter ufortrødent. Her ligger blandt andet Neem Deli, som vi havde hørt var et besøg værd.

Asiatiske snacks

Man kan vælge enten at spise sin mad derude eller, som mange gjorde, tage det med sig.

Vi bestilte 2 snacks, 2 forretter og 2 hovedretter for at teste menuen.

Edamamebønner.

Edamamebønner.

Vi begyndte med Edamamebønner og Sweet Potato Chips til hver en pris af 45 kroner. Edamamebønnerne blev serveret med groft salt og limeskiver. De smagte fint og lidt som ærter.

Chipsene var det, der skilte sig ud. De blev serveret med en asiatisk inspireret saltet ingefær-karamelsauce. Karamelsaucen havde et tydeligt asiatisk touch og mindede mest af alt om en honning, hvor ingefæren spillede en god birolle. En lækker snack.

Forretter, men manglede finish

Til forret bestilte vi 2 stk. sate for 55 kroner for 2 stk. og 4 stk. Summer rolls med sprød reje til 65 kroner.

Sate er et asiatisk kyllingespyd, der havde fået en marinade, som mest af alt smagte af karry. Dertil blev serveret en peanutsauce, som dog også var meget domineret af karry. Det gav altså ikke så meget til retten, og selvom kyllingen var perfekt stegt og saftig, så blev karryen lidt for dominerende til min smag.

Sate hos Neem Deli.

Sate hos Neem Deli.

De Summer rolls vi fik var inspireret af vietnamesiske forårsruller, som er rispapir, der er fyldt med forskellige elementer. Jeg er stor fan af vietnamesiske forårsruller, og derfor glædede jeg mig også til dem.

Summer rolls.

Summer rolls.

Første indtryk var, at de var store. Meget store. De var fyldt med en masse friske grøntsager, salat, risnudler og en enkelt sprød reje. Der var så meget grønt i rullerne, at rejen nærmest blev væk. Ja, den forsvandt faktisk totalt i smagen. Især fordi der var mynte i, som totalt overtog smagen. Der var simpelthen ikke noget til at spille op imod mynten. Det var ærgerligt.

Men grøntsagerne var friske og sprøde i sig selv. Rullerne skulle dog efter min mening måske kun være fyldt halvt op. Der blev serveret en Hoisin dip til, som til gengæld sad lige i skabet og smagte perfekt af sesam, og gav retten en ny dimension.

Klassiske asiatiske retter til hovedret

Af hovedretter bestilte vi Chicken Cashew og en Pad Thai med kylling.

Generelt om de to retter vil jeg sige, at det er store portioner, og man kan sagtens blive mæt af en hovedret.

Edamamebønner.

Chicken cashew hos Neem Deli. Foto: Aarhus Update

Chicken Cashew blev serveret med ris ved siden af, og i retten var der kylling og friske grøntsager, som var stegt i en wok med en sød og spicy chilisauce. Kyllingen var god, grøntsagerne kunne man stadig smage var friske og havde bid, og saucen havde en masse smag, men måtte godt have været en smule mere spicy. Alt i alt en god ret.

Power på drengen

Retten, Pad Thai, havde til gengæld fået alt det spice, som den første ret ikke havde. Hold nu op, den havde power, og for mig var den for stærk især på sådan en sommerdag. Min medspiser, som har været i Kina, syntes dog, at det var helt perfekt.

Så det er et godt eksempel på, at det selvfølgelig er meget individuelt. I retten var der risnudler, som havde fået lidt for meget og savnede bid, grøntsager og kylling samt jordnødder, der var stegt i wok. Grøntsagerne var friske, hvilket, jeg synes, er meget vigtigt. Retten var toppet af med en omelet, der var hakket op, samt lime på toppen. Omeletten var lidt neutral, og dens eneste rolle var at give mere fylde til retten.

Konklusion

Neem Deli har et asiatisk fusionskøkken, som serverer fin mad og store portioner i flotte omgivelser i Risskov. Hvis du er ude at spise på budget, vil jeg dog anbefale at springe forretterne over, da jeg ikke synes, vi fik nok for pengene, men samtidig var hovedretterne også i en sådan størrelse, at forretterne sagtens kan springes over, hvis du bare vil være almindelig mæt.

NEEM Asian Deli Skolesvinget 1a 8240 Risskov

Neem Deli.

Retterne bærer præg af friske råvarer, og det er generelt veltilberedt. Måske det er til den dyre side i forhold til ingredienserne, men det er absolut et besøg værd. En anbefaling herfra.

NEEM Asian Deli

NEEM Asian Deli

    Skolesvinget 1a

    8240 Risskov

Publiceret 14 June 2018 11:45

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV