Ny bog med 441 af aarhusianernes egne billeder

Aarhus by Aarhus er navnet på en helt ny bog, der er på gaden - et nyt visitkort fra Aarhus

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

ny fotobog For to år siden var indehaver af LaserTryk Anders Grønborg på besøg i Polen på et trykkeri, og der fik han udleveret en bog med 'smukke Stettin,' som et visitkort og gave fra byen, og det fik ham til at tænke på, om der var noget lignende i Aarhus. Han tog kontakt til borgmesterens afdeling og fik svaret, at det eneste, der findes, er nogle brochurer.

Et andet sted i Aarhus sad Chresten Ibsen og havde noglenlunde den samme tanke, dog ikke lige det med turen til Polen, men han drømte om at lave en bog, der skulle have været ude i forbindelse med kulturhovedstadsåret og indeholde billeder fra aarhusianerne.

De to fik kontakt til hinanden, og sådan blev idéen født til en helt ny bog Aarhus by Aarhus, der er på gaden netop nu.

"Min første tanke var at lave et stort fællesskabsprojekt, hvor alle i byen kunne være med, men da jeg kom i kontakt med Anders, startede projektet forfra, og nu er der gået halvandet år," siger Chresten Ibsen.

I april sidste år begyndte de så at samle billeder ind til bogen. En bog, der skulle indeholde billeder taget af aarhusianerne om livet i vores by. Der kom 7.332 bidrag, og en jury har så udvalgt de 441 billeder, der har fundet vej til den store mobbedreng af en bog.

"Vi havde to vigtige regler, da vi startede - det skulle være borgernes egne billeder, og der skulle ingen kommercielle interesser være. Vi ville ikke have en bog fyldt med reklamer," siger Anders Grønborg.

Byens visitkort

Deres tanke med bogen er, at den skal være byens visitkort - en bog turisterne, aarhusianere og erhvervslivet køber og forærer væk.

"Den skal i omløb, og vi kunne derfor godt tænke os at aktivere erhvervslivet i forbindelse med bogen. Vi skal have erhvervsfolk til at købe bogen, så de kan hjælpe med at være ambassadører for Aarhus og bogen," siger Anders Grønborg, og Chresten Ibsen supplerer:

"Der er jo mange, der bruger at give en gave til sine samarbejdspartnere, og der er bogen oplagt."

Alle byrådspolitikerne fik et eksemplar af bogen ved det seneste byrådsmøde, og derudover har de også sendt to eksemplarer af sted til kongehuset, nemlig til kronprinsen og dronningen.

Måske flere på vej

Indtil videre er bogen trykt i 2.000 eksemplarer, men de håber, at den bliver så populær, at der skal trykkes flere. Det kan også være, at de to herrer eller andre får lyst til at lave en anden udgave om nogle år. Det er der lagt op til, for på ryggen er der et stort, gult et-tal.

"Der er ingen tvivl om, at hvis vi kommer i tanke om, at vi skal lave en anden udgave, så bliver det hele uendeligt meget nemmere, for der har ligget et kæmpe arbejde i at få bogen lavet," lyder det fra de to.

De har valgt at døbe bogen Aarhus by Aarhus, fordi ordet by kan have to betydninger, både hvis man læser ordet by på dansk og på engelsk.

Aarhus by Aarhus

    Den bliver solgt i byens boghandlere, Aarhus Souvenirs samt Aarhus Street Food

    Der er bogreception 1. juni på Street Food klokken 15.30-17.30, hvor alle er velkomne, men de opfordrer til, at man tilmelder sig arrangementet på Facebook, hvis man kommer

Publiceret 29 May 2018 10:00

SENESTE TV