Helle Bagger Sørensen håber, at aarhusianerne tager godt imod den nye bagerbutik For Emma, der ligger i Vestergade. Den sælger udelukkende laktose- og glutenfrit brød og kager.

Helle Bagger Sørensen håber, at aarhusianerne tager godt imod den nye bagerbutik For Emma, der ligger i Vestergade. Den sælger udelukkende laktose- og glutenfrit brød og kager. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Laktose- og glutenfri: Ny bagerbutik slår dørene op i Aarhus

For Emma åbner i dag, torsdag i Vestergade 15. Bagerforretningen sælger gluten- og laktosefrit brød

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

brød og kager Hvis du er allergisk overfor laktose og gluten, så er der godt nyt. For Emma er navnet på en helt ny bagerbutik, der åbner i dag, torsdag i Vestergade 15 i Aarhus C.

Bag butikken står Helle Bagger-Sørensen, der er fra Vejle og også der har haft bagerbutikken For Emma i et par år.

"Det var mest nærliggende at åbne i Aarhus. Vi vil gerne åbne i andre byer også, men Aarhus er Danmarks andenstørste by, og jeg tror, at der er et behov for butikken. I Vejle kommer der kunder fra Aalborg, København, Vojens, Haderslev - ja alle mulige steder, så der er et behov," siger Helle Bagger-Sørensen og fortæller, at brødet bliver bagt i Vejle og kørt med lastbil til Aarhus hver dag.

Et eksperiment

Det hele begyndte egentlig som et eksperiment. Hendes datter Emma er i dag ni år, men da hun var knap et par år gammel, blev hun syg. Lægerne frygtede blandt andet leukæmi, men heldigvis var det ikke det, der var årsagen til, at Emma tabte en tredjedel af sin kropsvægt. Lægerne fandt frem til, at hun havde cøliaki. Det er en autoimmun sygdom, som gør, at fimrehårene i tyndtarmen falder sammen, når de udsættes for gluten.

Og det satte Helle Bagger-Sørensen på en eksperimentel rejse af de helt store.

"Jeg købte alt det, jeg kunne få fat i, men der var jo ikke noget af det, vi fik, der smagte godt. Enten var det tørt eller smagte underligt. Jeg begyndte derfor selv at eksperimentere. Jeg ville gerne have, at det skulle smage og se ud som almindeligt brød. Jeg havde aldrig nogensinde bagt noget som helst før - jo noget mel, gær, vand og salt, men intet andet end det," siger Helle Bagger-Sørensen og fortsætter:

"Jeg købte tre ovne og bagte hver eneste dag, og jeg blev ved med at eksperimentere, indtil det var, som jeg ville have det."

Kager fra dagens åbning af butikken.

Kager fra dagens åbning af butikken. Foto: Privat

Hun testede alt sit brød af blandt venner og familier samt til diverse arrangementer, og der var aldrig nogen, der kommenterede på, at det ikke smagte som almindeligt brød, så med andre ord havde hun nået sit mål nemlig at få det til at smage som helt almindeligt brød.

Hun besluttede derfor sammen med sin søster at åbne en lille butik i Vejle. Den blev dog lidt større end planlagt, og den endte med at blive en kæmpe succes. Derfor begyndte hun også kort efter at lede efter lokaler i Aarhus, men det er først nu, de helt rigtige har vist sig.

"Kunderne er meget glade og taknemmelige. Jeg vil så gerne have, at især børn skal have det samme som os andre, og derfor har vi masser af forskellige kager og brød i butikken," fortæller Helle Bagger-Sørensen, der lige for tiden eksperimenterer rigtig meget med at lave flere veganer-kager, da mange efterspørger det.

På vej til udlandet

Helle Bagger-Sørensen er slet ikke i tvivl om, at der kommer mange flere butikker i Danmark, og det næste sted kunne meget vel være Odense, men det kræver, at de rigtige lokaler er der.

Men hun har ikke tænkt sig at holde sig indenfor Danmarks grænser. Hun har nemlig en drøm om at åbne i Tyskland. I vores naboland er der et langt større udvalg af gluten- og laktosefri produkter i supermarkederne, men hun synes, der mangler almindelige bagerbutikker.

Publiceret 24 May 2018 14:45

SENESTE TV