Jens Arentzen kommer til Aarhus 14. maj, og taler til lige præcis dig.

Jens Arentzen kommer til Aarhus 14. maj, og taler til lige præcis dig. Pressefoto

Ulrik Varnæs fra Matador kommer til Den Gamle By

Skuespilleren Jens Arentzen, også kendt som Ulrik Varnæs, holder foredrag i smilets by

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

foredrag Da telefonen ringer, står der ukendt nummer på displayet, men stemmen er velkendt. Selv om den er blevet mange år ældre, så er det stadig som at høre Ulrik Varnæs i den folkekære tv-serie Matador.

Den nu 60-årige skuespiller kommer til Den Gamle By på Helsingør Theateret mandag 14. maj klokken 19-21. Her tager han for første gang tilhørerne med på tur ind i et Matador-univers, der endnu ikke har været åbnet op for.

"Jeg har jo haft rig lejlighed til at udtale mig om Matador, men i foredraget stiller jeg spørgsmålet: Hvorfor er det egentligt, at den er blevet vist igen og igen, og hvorfor er det, at seerne bliver ved med at se den," spørger Jens Arentzen.

Gennem årene har der været alle mulige fortolkninger af, hvad Matador egentlig handler om, men for Arentzen handler den om mennesker, og hvordan man bliver påvirket på godt og ondt af de omgivelser, vi færdes i.

En vigtig serie

"Jeg mener, at Matador fortæller om den menneskelige eksistens, og hvorfor vi bliver, som vi bliver, og det er dét, der gør den så populær, tror jeg. Matador er en krønike. Tag nu for eksempel den familie, jeg er en del af i serien. Her er der tale om en dysfunktionel familie, og hvorfor er det lige, at Ulrik Varnæs sætter en kondomautomat op? Jeg mener, at han prøver at signalere noget med det. Min figur er en metafor på et menneske, der ikke bliver forstået. Han er i den lortesituation, at han er førstefødte i familien, og han har en vis solidaritet overfor sin far," siger Jens Arentzen, der efter optagelserne ikke har haft særlig megen kontakt til de andre skuespillere på holdet.

"Det var et arbejde, og der har ikke efterfølgende været torsdags-frokoster eller lignende. Da vi var færdige, rykkede vi videre til noget andet," siger skuespilleren, der i øvrigt bar paryk under optagelserne til Matador.

Jens Arentzen også kendt som Ulrik Varnæs i Matador sætter den folkekære serie i et andet perspektiv, når han gæster Den Gamle By.

Jens Arentzen også kendt som Ulrik Varnæs i Matador sætter den folkekære serie i et andet perspektiv, når han gæster Den Gamle By.

Han spillede nemlig koncentrationsfange på teateret om aftenen, så det betød, at han skulle sidde i 2,5 time om morgenen for at få parykken til at sidde ordentligt, så han var klar til at være Ulrik Varnæs.

De små anekdoter fra Matador-tiden har han en lang række af, men hans vigtigste pointe med serien er, at man i mødet med andre mennesker enten kan dø eller vokse - det kan være frugtbart eller tærende.

Aldrig set serien

Selv om danskerne mange gange har siddet klistret til skærmen, når Lise Nørgaards historie rammer stuerne, så har Jens Arentzen aldrig nogensinde set den folkekære krønike.

"Jeg lyttede til Ove Sprogøe, som tidligere har fortalt, at han aldrig så, det han lavede. Han mente ikke, at det var godt for ens selvværd. Derimod var det meget vigtigere, at man var godt forberedt til sine roller og følte, at man gjorde det godt," siger Arentzen, der dog har læst samtlige manuskripter til Matador.

Balling har en særlig plads

Selv om "Ulrik Varnæs" ikke har haft den store kontakt til de øvrige skuespillere efterfølgende, er der dog især én person, der under optagelserne gjorde et helt særligt indtryk på ham. Det var instruktøren Erik Balling.

"Han forandrede mit liv. Han var unik, og han havde et helt utroligt nærvær. Da vi startede optagelserne, hentede han os personligt ude foran Nordisk Film. Der lavede han en pagt med os alle sammen. Til mig sagde han: 'Du skal huske én ting, Jens. Ulrik er meget ensom.' Det var godt at give til en 20-årig skuespiller. Han havde en relation til os alle, og han rørte os. Han sad 20-25 centimeter fra os og fulgte optagelserne," siger Jens Arentzen og fortsætter:

"Det virkede så godt på mig, fordi der her var en, der virkelig var interesseret i mig - han kom med anerkendende nik og små skulderklap. Jeg oplevede at blive set og fundet god. Den følelse havde jeg ikke haft før."

Arentzen mener i øvrigt, at det ikke er blevet præciseret nok, hvad det egentlig var, Balling var så god til, og det vil han blandt andet også komme ind på i sit foredrag i Den Gamle By. For han havde nemlig en helt særlig teknik, der gør, at vi danskere sidder klistret til skærmen igen og igen.

Du kan købe billetter her

Publiceret 08 May 2018 08:30

SENESTE TV