Guide:

5 lækkerier på Aarhus Central Food Market

Vi har testet fem boder med grød, tapas, smørrebrød, asiatisk og sushi

Af
Af: Emma Laigaard

Aarhus Update

I Aarhus-hallen på Skt. Knuds Torv 7-9 ligger et gastronomisk madmekka. Hos Aarhus Central Food Market finder du et væld af forskellige madboder, som uafhængigt af hinanden forkæler dig med mad fra alle verdenshjørner. Maden laves relativt hurtigt, og der er noget for enhver smag.

Aarhus Update var forbi Aarhus Central Food Market for at prøve fem forskellige boder.

GRØD

Mange forbinder grød med morgenmad, men hos GRØD i Aarhus finder du både morgenmad, frokost og aftensmad. 

Udvalget spænder bredt fra den klassiske havregrød med karamelsauce til asiatisk risgrød med økologisk kylling. GRØD skifter ud på menuen fem-seks gange om året, men flere af klassikerne går igen. Da vi kom til frokost, blev vi anbefalet en svampebygotto. Den skuffede bestemt ikke.

Priserne ligger mellem 45 og 85 kroner. Er man meget sulten, kan de fleste portioner opgraderes til en stor for 10 kroner ekstra.

Selvom man måske ikke er så kendt inden for grødens verden, skal man ikke frygte. Personalet kommer gerne med gode råd til valg af grød.

Efter vi har besøgt GRØD, er vi overbeviste: Det populære københavnske koncept holder altså også i Aarhus.

Foto: Aarhus Update

Foto: Aarhus Update

L’COBERT DE CANBLAU

Er du til autentisk og veludført spansk tapas til fair priser, så er CANblau stedet.

Her drømte vi os for en kort stund tilbage til ferier i Barcelona. Tapasbaren har ladet sig inspirere af den nordspanske form for tapas kaldet Pinxos. Herudover finder du også varme tapasretter på menukortet. 

Priserne ligger mellem 30 og 50 kroner, og CANblau anbefaler 3-4 tapas pr. person.

Læs også: Ølhundens fem sikre: Øl i stride strømme

Vi valgte at prøve kræfter med deres I'cobert platte til 125 kroner, som bestod af de velkendte patatas bravas, Atlanterhavs rejer med aioli, en miniburger med gris og smør-mør seranoskinke med trøffelmayo på ristet brød. Specielt sidstnævnte fik vores smagsløg til at sitre.

Betjeningen var venlig, og det var tydeligt, at personalet vidste, hvad de snakkede om. Skønt!

Foto: Aarhus Update

Foto: Aarhus Update

KÄHLER SMØRREBRØD

Hos Kähler Smørrebrød kan du få velsmagende og kreativt smørrebrød til at tage med hjem eller nyde i de hyggelige omgivelser. 

Menukortet er relativt enkelt og overskueligt. Der var således seks forskellige varianter af smørrebrød, men udvalget ændres i takt med de sæsonaktuelle råvarer.

Vi valgte et yderst veludført stykke med cremet hønsesalat, svampe og sprød bacon. For et enkelt stykke skal du slippe 59 kroner, imens to stykker smørrebrød med et glas kold snaps koster 99 kroner.

Herudover har Kähler også gourmet-hotdog på menuen. Kähler har for nyligt valgt at afprøve en ny version med svamperemoulade, syltet fennikel, løg og kål relish, urter og crumble. Alle ingredienserne komplementerede hinanden, og den smagte himmelsk.

Foto: Aarhus Update

Foto: Aarhus Update

Bangkoch

Hos Bangkoch får du asiatisk inspireret mad af Masterchefdommer, Jesper Koch. 

Priserne spænder fra 55-95 kroner, og udvalget er inddelt efter størrelser. Her er altså både noget til den lille og store sult.

Personalet fortæller os, at deres kylling med cashewnødder og spicy pork meat balls er bestsellers.

Læs også: På Bart får du både cocktails og kunst

Vi valgte at prøve de famøse pork meatballs i Hoisin Sauce. Alle elementerne i retten spillede godt sammen, men specielt den spicy rødkåls coleslaw gjorde sig godt til de bløde ris og kødboller. Det gav retten lidt ekstra kant. Retten hører til den store kategori, og vi blev i den grad også mætte.

Udover maden laver Bangkoch også en økologisk lemonade med hyldeblomst og lemon til 35 kroner for en lille og 45 kroner for en stor.

Foto: Aarhus Update

Foto: Aarhus Update

LETZ SUSHI

Inde bagerst i lokalet finder man Letz Sushi. Her kan du med god samvittighed sætte tænderne i velsmagende og frisklavet sushi. 

Letz Sushi har stor fokus på at lave ansvarlig sushi, som de selv kalder det. Fisken er certificeret og risene økologiske. Hvis du er på farten, får du sushien med i bæredygtig emballage.

Specielt deres menu Letz 1 til 125 kroner og deres Signature Roll til 145 kroner er populære. Vi valgte førstnævnte, som bestod af 17 stykker frisklavet sushi.

De professionelle sushikokke begynder først at lave sushien, når du har bestilt, for at sikre friskheden. Det kan i den grad smages! Selv de mere simple stykker sushi var delikate.

Udover sushi kan du også nyde 3 forskellige salater eller en sushidog som afvigelse.

Foto: Aarhus Update

Foto: Aarhus Update

Publiceret 13 April 2018 06:00

SENESTE TV