John Mogensen på den røde løber

’Så længe jeg lever’ får sin gallapremiere i Musikhuset i Aarhus, fordi Filmbyen er involveret i filmen

Af
Af Bente Tahmasbi Hansen

Rasmus Bjerg, Helle Fagralid, Peter Mygind, Flemming Enevold, Amin Jensen, Lars Ranthe, Paw Henriksen og Ole Bornedal skal gå op ad den røde løber i Musikhuset i Aarhus, når portrætfilmen 'Så længe jeg lever' får gallapremiere. Det sker 6. marts.

Og du kan komme med. For Musikhuset indretter Danmarks største biograf i store sal med plads til 1588 gæster. Så der er masser af plads til både de indbudte og dem, der køber en billet.

Ud over bobler, film og rød løber bliver der levende musik – naturligvis John Mogensens.

“Da vi gik ind i projektet betingede vi os, at premieren skulle være i Aarhus. Det var alle helt med på. Det var en stor succes, da vi holdt premieren på 'Dræberen fra Nibe' i Nibe,” siger Carsten Holst, som er chef for Filmby Aarhus.

Optagelser i Aarhus

Der er lavet optagelser til 'Så længe jeg lever' flere steder i Aarhus, selv om den folkekære og populære sanger ikke boede her. John Mogensen kom dog jævnligt til byen, for han tilbragte det meste af sin tid på landets spillesteder.

Vor Frue Kirke, Hotel Royal, Rådhusparken og de aarhusianske strande danner kulisse for fortællingen om musikeren, der døde alt for ung - bare 48 år gammel.

“Han slog sig selv ihjel ved at drikke for meget alkohol, fordi han var drevet af en utrolig perfektionisme. Han stillede meget store krav til både sig selv og musikerne og ville give publikum en unik oplevelse hver eneste gang,” siger Carsten Holst.

Læs også: VIDEO: Aarhusiansk musiker brillerer i Chess 

Mange husker hans populære sange:'To mennesker på En Strand', 'Så længe Jeg Lever' og 'Fut i Fejemøget'. Tiden før dem vises også i filmen. Man får et indblik i hans barndom og det første gennembrud med Four Jacks, hvorefter han gik i glemmebogen - og i hundene - indtil han pludselig bragede igennem med 'Der er Noget galt i Danmark!'.

Man ser også hans tumultariske ægteskab, der er fyldt med varme, lidenskab, bajere, kaos, og fremfor alt musikken.

Da John Mogensen var på toppen, blev han kritiseret for at være for Dansktop-agtig, men det prellede af. Han holdt af det ugentlige, folkelige radioprogram og skulle have forsvaret det med, at “Dansktoppen er dig og mig og den dejligste kop kaffe du drikker. Den er alt det og ingenting, der sker hver eneste dag.”

Også en lille koncert

“John Mogensen var et meget jovialt menneske, der talte med alle og som elskede en håndbajer. I tiden mellem Four Jacks og hans solokarriere spillede han på Oslo-båden og på obskønne steder,” siger Carsten Holst.

Læs også: VIDEO: Døden fortalt i lyd, lys og animation

I bedste John Mogensen-stil vil man da også kunne få en håndbajer ved premieren i Musikhuset. Og så kan man høre hans musik live. Det er lykkedes at få fat i det eneste nulevende Four Jacks-medlem, James Rasmussen, som vil optræde. Han får selskab af yngre kræfter i form af Rasmus Walther og Kira Skov, der vil fortolke et par John Mogensen-sange.

“Jeg håber, at Rasmus Bjerg også vil give et nummer. Han synger godt og er om nogen inde i John Mogensens univers,” siger Carsten Holst.

Gallapremieren i Aarhus er to dage før resten af landet kan kigge med i biograferne. Det kan de fra 8. marts.

Publiceret 04 March 2018 07:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV