Tvivl, ensomhed og pinligheder på Studio Scenen

’My heartache brings all the boys to the yard’ er ny, eksperimenterende dramatik af Nanna Cecilie Bang, der sætter ord på den ensomhed og tvivl, vi alle kender følelsen af, men ikke taler om

Af
Af Mai-Britt Jeppesen

Hun blev færdig på skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2017 og er datter af filminstruktør Bille August og skuespiller og instruktør Pernilla August. I disse dage står hun på Aarhus Teaters Studio scene som en af de tre medvirkende i dramatiker Nanna Cecilie Bangs nye, eksperimenterende stykke 'My heartache brings all the boys to the yard'.

“Forestillingen har ikke en klassisk handling fra a til z. Det er mere en strøm af tanker, vi deler med publikum,” forklarer Asta Kamma August.

“Vi har heller ikke roller. Når vi står på scenen og prøver at videreformidle Nannas hudløse og ærlige tekst, er det langt hen ad vejen som Christian, Anna og Asta.”

'My heartache brings the boys to the yard' stiller spørgsmål som 'Hvordan ved man, om de valg, man har truffet, er de rigtige?' 'Om man er lykkelig?' 'Om man nogensinde bliver lykkeligere, end man er nu?' og er blevet kaldt et ortræt af millenniumgenerationen.

“Jeg er ikke bevidst gået efter at lave et generations-portræt. Men jeg er 30 år og selv en del af millenniumgenerationen. Og da jeg har skrevet stykket ud fra tanker og erfaringer, jeg har gjort i mit liv, bliver det jo - meget naturligt - min generation, stykket handler om,” siger Nanna Cecilie Bang, der er uddannet ved Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2014 og sideløbende er dramatiker.

“Jeg oplever, at mange af de mennesker, jeg har omkring mig, helt grundlæggende føler sig ensomme eller er i tvivl. Derfor er det også der, forestillingen har sit fokus.”

Ærligt og råt

'My heartache brings all the boys to the yard' er et dramaturgisk eksperiment, der medfører en vis uforudsigelighed for de tre medvirkende skuespillere; Christian Hetland, Anna Nøhr Tolstrup og Asta Kamma August.

“Da jeg gik i gang med at skrive på stykket, var det med et mål om at skabe noget, hvor publikum ikke ser tre skuespillere på scenen, men tre mennesker. Hvor fokus ikke er på deres person, men på deres historie. Og så har jeg eksperimenteret med, hvor ærligt og råt jeg kunne gøre det, ved simpelthen at tvinge skuespillerne til ikke at gemme sig bag en rolle,” forklarer Nanna Cecilie Bang og fortsætter:

“Jeg beder jo skuespillerne om at fortælle publikum private, intime og pinlige ting, man normalt aldrig ville sige højt. Og endda så vidt muligt gøre det som dem selv.” Dramaturgen lyder let skyldig.

Læs også: Hospitalet: Thomas Mørk aktuel i ny dokufarce

Det bekræfter Asta Kamma August.

“Mange af de ting, jeg siger på scenen, kan jeg relatere rigtig meget til. Sikkert fordi jeg er 26 år og en del af den generation, stykket bliver talerør for. Det kunne lige så godt være mig, Asta, der sagde det,” siger hun.

Forestillingen afspejler en generation, hvor reklamer og sociale medier regerer. Hvor vi hele tiden bliver eksponeret for andres lykke og perfekte liv. Hvor vi spørger os selv, om vi mon er de eneste, der er i tvivl. Og hvor følelsen af, at alle andre virker lykkeligere end os, får os til at føle os alene. Selv med hundredvis af venner på Facebook og følgere på Instagram.

Konstant higen efter mere

“Noget, der er meget sigende for min generation, er, at vi er konstant bange for at gå glip af noget. For mit eget vedkommende - bange for at gå glip af de fede teaterstykker og de seje film. Man føler hele tiden, man mangler noget, alle de andre har. Man higer ustandseligt efter noget mere og er hele tiden i tvivl om, hvor vidt græsset er grønnere på den anden side,” lyder det ærligt fra Asta Kamma August.

Nanna Cecilie Bangs ønske med forestillingen har netop været at sætte ord på det, vi alle sammen tænker på og kender til, men ikke taler om.

“Nanna er virkelig dygtig til at beskrive helt specifikke følelser og situationer. Derfor føles det også meget ægte at stå på den scene og sige de ting, vi gør. Samtidig er det også ret grænseoverskridende at skulle stå og sige noget højt, som man har brugt en del energi på at holde inde hele ens liv,” fortæller Asta.

Læs også: Aarhusiansk musiker brillerer i Chess

I forsøg på at forvandle 'My heartache brings all the boys to the yard' fra at være en teaterforestilling til at blive en dialog mellem mennesker, har David Gehrt, der er scenograf på stykket, bygget scene og sal op, så publikum og medvirkende kan bevæge sig frit mellem sofaer, podier, bar og hinanden.

“Vi giver publikum en anderledes, dynamisk teateroplevelse, hvor grænsen mellem fiktion og fakta hviskes ud. Studio scenens koncept har længe været at udforske og udfordre teaterrummet; det koncept bringer vi videre med den her foretilling,” siger Morten Lundgaard, der er instruktør.

“Det at vi som skuespillere fysisk sidder sammen med publikum, og det at vi sætter ord på nogle af de svære følelser og tanker, vi alle sammen går med, håber jeg, kan give publikum en vished om, at de ikke er alene. Og en tro på at det ikke er dem, der er noget galt med, men de idealer og normer vores samfund er bygget op om,” lyder det fra Asta Kamma August.

Den nyuddannede skuespiller med det kendte efternavn er glad for sin medvirken i 'My heartache brings all the boys to the yard'.

“Det er klart en udfordring at være med i den her forestilling. Både kunstnerisk og personligt. Men det er fedt.”

'My heartache brings all the boys to the yard'

Spiller: 16. februar til 14. marts på Aarhus Teaters Studio Scene 
Medvirkende: Asta Kamma August, Anna Nøhr Tolstrup og Christian Hetland 
Dramaturg: Nanna Cecilie Bang 
Instruktør: Morten Lundgaard 
Scenograf: David Gehrt

Publiceret 22 February 2018 15:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV