VIDEO:

Aarhusiansk musiker brillerer i Chess

Den ikoniske musical om magtspil og kærlighed, Chess, rammer Aarhus 20. februar. I en af de bærende roller ses den aarhusianske musiker Bjarne Langhoff. For en periode har han byttet sangskrivning i studiet ud med skak på de skrå brædder. Og han nyder det

Af
Af Mai-Britt Jeppesen

“Sådan lyder det her klokken 12 om formiddagen. Der er mere power - og mindre hæshed - senere på dagen.”

Bjarne Langhoff rømmer sig og slukker for computerens meloditrack til 'Pity the child'. Et af glansnumrene fra Chess - en musicalklassiker af den prisvindende tekstforfatter Tim Rice og ABBA hitmagerne Björn Ulvaeus og Benny Andersson.

“'Pity the child' er et fedt nummer. Det er det fedeste nummer i den forestilling. Og det er mit!” han knytter teatralskt næven foran sig. Den 42-årige konservatorieuddannede musiker og sanger spiller med i Chess, der indtager Musikhuset Aarhus fra 20. februar til 4. marts. For første gang nogensinde fremført på dansk.

Læs også: VIDEO Søren Huss' sorg er sat op som teaterstykke

I dag er det mandag og hviledag fra Chess, der i øjeblikket spiller i Tivolis Koncertsal i København. Hviledagen tilbringer Bjarne Langhoff i sit studie i Trige nord for Aarhus. Og det er her, han giver Århus Onsdags journalist en smagsprøve på et af de numre, han synger i rollen som Frederick Trumper; et amerikansk skakgeni og en spillefugl, der som forestillingen skrider frem, nedbrydes af sprit og coke.

“Flere af de numre, jeg synger i Chess, er svære og går enormt højt op – dem kommer jeg ikke sovende til. Rollen som Frederick Trumper er ikke en rolle, jeg bare kan lire af. Men det er kun en udfordring. En fed udfordring!”

Bjarne Langhoff har alt fra Melodi Grand Prix over revy til eget album på et kunstnerisk voluminøst CV. Men musicalgenren har han kun beskæftiget sig med i begrænset omfang.

Musikken er for vild

“For en del år tilbage så jeg Jesus Christ Superstar. Og medvirkede selv i Chess faktisk. Jeg er vild med de to musicals, men ellers er jeg ikke så meget et musical-menneske. Jeg synes ofte, numrene bliver for cheesy. Men ikke i Chess; der er mere rock på drengen!” Bjarne smiler og hælder kogende vand i et par kopper med neskaffe.

“Chess er et romantisk og politisk drama med referencer til den kolde krig og til verdensmesterskaberne i skak i Reykjavik i 1972. Ikke desto mindre er handlingen ret banal; den handler om det godes kamp mod det onde. Musikken til gengæld; den er for vild! Det er klart musikken, der gør, at Chess stadig hitter her godt 30 år efter urpremieren i London. Det er jeg sikker på. Og det var da også helt klart musikken, der gjorde, at jeg besluttede mig for at gå til audition på Chess.”

Bjarne Langhoff kobler af i sit studie i Trige, når han har en sjælden hviledag fra Chess, der spiller i Tivolis Koncertsal i København til 17. februar. Foto: Mai-Britt Jeppesen

Bjarne Langhoff kobler af i sit studie i Trige, når han har en sjælden hviledag fra Chess, der spiller i Tivolis Koncertsal i København til 17. februar. Foto: Mai-Britt Jeppesen

Pudsige flashbacks

Første gang, Bjarne Langhoff spillede med i Chess, var i 1995 i Musikhuset Aarhus. Også dengang i rollen som Frederick Trumper.

“Det er sjovt at spille den samme rolle her 23 år senere. Rollen som Frederick Trumper er en fed rolle, og jeg har altid haft lyst til at spille den igen. Det har jeg fået chancen for nu. Og da jeg gik i gang med at memorere replikker og sange, gik det op for mig, at rigtig meget - sangteksterne særligt - stadig sidder fast herinde. Efter så mange år...” Med knoerne banker Bjarne sig på panden.

“På engelsk godt nok, men alligevel...,” tilføjer han og nipper til den dampende kaffe.

“Der er et par andre fra castet, der også var med i '95. Ligesom Mikkel Rønnow også var kapelmester dengang. Det gjorde, at jeg ind i mellem oplevede at få flashbacks under prøverne. Der var ligesom nogle mønstre, jeg kunne huske. Det var ret pudsigt... Og det bliver næppe mindre, når vi lige om lidt står i Musikhuset.” Bjarne slår sigende ud med armene.

“Jeg glæder mig. Jeg har altid elsket Musikhuset, og så er det da noget helt særligt at optræde i Aarhus.”

Rollen som Frederick Trumper er en af de bærende i Chess, og som forberedelse til den tog Bjarne Langhoff nogle timer hos en skuespiller.

“Jeg har jo ikke stået på de skrå brædder, siden jeg medvirkede i Skatteøen i Vejle i 2013. Og så har jeg aldrig været med på så stor en produktion som Chess. Egentlig har jeg jo altid mest været koncentreret om musikken,” erkender han.

Læs også: VIDEO Hospitalet: Thomas Mørk aktuel i ny doku-farce

Som barn var Bjarne Langhoff draget af trommer - og alt der kunne trommes på.

“Der kan komme en hel del lyd ud af sådan et par Ikea vasketøjskurve, når man vender dem på hovedet...,” Han smiler og forklarer:

“Jeg trommede på alt, da jeg var lille. Indtil jeg fik et stueorgel af mine forældre, da jeg gik i 7. klasse. Så spillede jeg på det. Og så tog det fart. Med klaverundervisning, korsang og siden en uddannelse fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2004.”

Sin kærlighed til musikken håndgribeliggjorde Bjarne Langhoff i 2014 med albummet “Safe Distance”.

“Det album er et sammensurium af alt det, jeg gerne vil lave. Det er dét, jeg virkelig brænder for; at skrive og spille min egen musik,” siger han.

Han tøver kort, før han fortsætter:

“Reelt ved jeg ikke, hvad jeg skal lave, når vi har spillet Chess for sidste gang i Holstebro 24. marts. Sådan er det i den her branche, man ved sjældent, hvad der kommer til at ske. Men jeg håber da, jeg får mulighed for at lave noget mere af min egen musik. Og måtte man finde på at sætte Jesus Christ Superstar op i en stor opsætning à la Chess, kunne jeg da helt klart godt finde på at være med!”

Den aarhusianske musiker, Bjarne Langhoff, spiller overfor Stig Rossen i den nye, danske opsætning af musicalen Chess, som rammer Musikhuset Aarhus 20. februar. Foto: Rumle Skafte

Den aarhusianske musiker, Bjarne Langhoff, spiller overfor Stig Rossen i den nye, danske opsætning af musicalen Chess, som rammer Musikhuset Aarhus 20. februar. Foto: Rumle Skafte

Skak som omdrejningspunkt

I Chess symboliseres kampen mellem det gode og det onde ved et parti skak, hvor Frederick Trumper dyster mod den russiske skakmester, Anatoly Sergievsky, spillet af sanger og skuespiller Stig Rossen.

“Et stykke inde i prøveforløbet foreslog Stig, at vi rent faktisk spillede et parti skak. Fordi det bare virker mere troværdigt. Så nu har vi lært et parti, hvor vi hver især starter med at have 20 forskellige trækmuligheder,” Bjarne Langhoff lader sig falde tungt tilbage i stolen.

“Skak er ikke bare lige noget, man lærer, det er et strategisk spil, der kræver koncentration,” siger han og tager en mundfuld kaffe.

At skak er omdrejningspunktet i Chess understreges af et scenegulv designet som et skakbræt - med lysende felter og en flergraders hældning.

“Det gulv... det skråner så meget, at jeg til de første prøver blev i tvivl, om jeg var gået forkert og stod i Hurlumhejhuset i Tivoli og ikke i Glassalen,” Bjarne Langhoff ler.

“Det er fuldstændig fantastisk scenografi, lyd- og lyseffekter, vi spiller i. Og nu hvor vi har spillet de første 20 forestillinger eller mere, begynder jeg at finde overskud i rollen til rigtigt at lægge mærke til det og nyde det.” Han løfter sit krus – og sætter det igen.

“Ja, og nyde det vanvittigt dygtige cast, jeg er omgivet af. Hold kæft, der er meget talent på den scene! Det er lige, så hårene rejser sig på mine arme, når vi er i gang.” Bjarne simulerer en kuldegysning.

Omkring 40 forestillinger er der tilbage, før Bjarne Langhoff og resten af castet kan sætte punktum for Chess. I denne omgang.

“Vi spiller noget, der ligner 60 forestillinger i alt. Det er alligevel en del. Men jeg tror ikke, jeg når at blive træt af det. Eller... Det gør jeg ikke! Jeg når ikke at blive træt af det!”

FAKTA CHESS

Medvirkende:
Anatoly Sergievsky: Stig Rossen
Florence Vassy: Xenia Lach-Nielsen
Frederick Trumper: Bjarne Langhoff
The Arbiter: Kristian Vetter
Molokov: Jakob Zethner
Svetlana: Pernille Petersson
Walter: Martin Loft
16 mands ensemble
9 statister
17 mands orkester
Iscenesættelse: Mark Clements
Scenografi & kostumer: Peter McKintosh
Koreografi: Nick Winston
Dirigent: Mikkel Rønnow
Lysdesign: Tim Mitchell
Lyddesign: Caspar Ravn & Anders Dalmose 

Chess spiller i Musikhuset Aarhus 20. februar til 4. marts. Herefter turnerer den rundt til Odense, Vejle og Holstebro

Billetter på billetlugen.dk

Publiceret 15 February 2018 10:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV