Henrietta Pedersen styrer køkkenet på Café Parasollen i Viby.
Henrietta Pedersen styrer køkkenet på Café Parasollen i Viby.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Aarhus Takker: Henrietta er en hjælpsom madmor

Køkkenleder er ekstra hjælpsom på job i Viby og privat i Vejlby-Risskov

Af Kim Skovrup Andersen
Aarhus Takker

De nominerede er: 

  • Philip Nordstrøm
  • Henrietta Pedersen
  • Inge Lise Johansen
  • Steffen Max Høgh 
  • Aase Hjort Hansen. Da Johannes Nielsen har trukket sig som nomineret, er hun blevet valgt i stedet. 

Dommerkomitéen og læserne bestemmer, hvem der skal vinde førstepræmien på 15.000 kroner
Afstemningen åbner på aarhus.lokalavisen.dk 12. september

Hun bliver kaldt for en ildsjæl, der både i sit arbejde og i sit privatliv, ser og favner rigtig mange mennesker.

37-årige Henrietta Pedersen er køkkenleder på Café Parasollen, hvor socialt udsatte og sårbare borgere har sin daglige gang i Viby.

“Jeg kan godt li' at hjælpe andre. Men jeg blev noget overrasket over at få at vide, at jeg var nomineret til Aarhus Takker-prisen, for jeg gør jo bare dét, som jeg plejer. Jeg laver mad, forsøger at sprede godt humør og snakke med alle mennesker, når der er behov for det. Jeg vil gerne sørge for, at der er en god stemning her,” fortæller den cater-uddannede kvinde.

Henrietta Pedersen har arbejdet på caféen i fem år. Først i arbejdsprøvning, så i en løntilskudsstilling og herefter blev hun fastansat.

“Det her er et rigtig dejligt arbejde. Det er faktisk det bedste, jeg har haft og det med mest indhold i, fordi jeg er med til at hjælpe så mange forskellige mennesker. Jeg vågner op glad hver eneste morgen, og når jeg kommer her, bliver jeg mødt med knus og kram. Vi er som en stor familie her. Både ansatte og gæster.”

På hjemmefronten er hun enlig mor til tre børn i alderen 6, 9 og 10 år. De fire bor i Tranekærparken i Vejlby-Risskov, og her er der også masser af hjerterum.

“Man skal hjælpe”

“Jeg har altid hjulpet. Også i mit hjem og i det område, hvor jeg bor. Hvis der er nogle familier, der ikke lige har overskud eller råd til at lave mad, så gør jeg det. I det område, jeg bor i, er der en del mennesker, som helt klart har fået det sværere efter kontanthjælpsreformen er kommet til. Der er mennesker, der ikke kan få mad på bordet, og dem forsøger jeg at hjælpe ved at lave mad til dem. Det er naturligt for mig at hjælpe andre, og jeg synes, man skal hjælpe mine medmennesker, hvis man selv har overskud til det,” siger Henrietta Pedersen.

I indstillingen, som en tidligere kollega har skrevet, bliver det nævnt, at hun besidder et smittende humør.

“Jeg har et specielt grin. Når jeg griner, grynter jeg lidt, så der er nogen her, der dagligt har en konkurrence, som går ud på at få mig til at grine, siger hun og smiler.

Som nomineret er Henrietta Pedersen sikret minimum 3.000 og 15.000 kroner, hvis hun går hele vejen. Penge, der kommer til at gå til caféen på Grundtvigsvej i Viby.

“Jeg tænker, at pengene skal gå til caféen på den ene eller anden måde. Enten til en udflugt eller noget andet for brugerne, hvor de kan gøre en forskel for dem,” understreger den humørspredende madmor.

Henrietta Pedersen (t.h.) blev forleden fejret af sin arbejdsplads for nomineringen til Aarhus Takker-prisen. Leder af Café Parasollen. Merete Graabæk, stod for en festlig planche og gratis lagkage. Lokalavisen Aarhus og Aarhus Kommune uddeler årligt prisen til personer, som tager sig af dem, der har det svært socialt.
Henrietta Pedersen (t.h.) blev forleden fejret af sin arbejdsplads for nomineringen til Aarhus Takker-prisen. Leder af Café Parasollen. Merete Graabæk, stod for en festlig planche og gratis lagkage. Lokalavisen Aarhus og Aarhus Kommune uddeler årligt prisen til personer, som tager sig af dem, der har det svært socialt.
Publiceret: 24. August 2017 12:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere