Foto: Elias Håkansson
Foto: Elias Håkansson
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Aarhus-atlet modtager flot pris

Daniel Wagner, der i sommeren 2017 vandt VM-guld i længdespring og sølv i 100 m løb, modtog torsdag Pressalits Keep Living-pris ved en reception på Dokk1 i Aarhus

Daniel Wagner, der i år er rykket til Aarhus, er kåret til årets para-atlet. Det skriver Parasport Danmark i en pressemeddelelse.  

Siden 2012 har Daniel Wagner tilhørt den absolutte verdenselite i para-atletikken, hvor han på de korte sprintdistancer og særligt i længdespring har leveret en stribe internationale topresultater. 2017 blev dog året, hvor 24-årige Wagner endelig sprang sig til karrierens første VM-guldmedalje. Det skete 18. juli i London, da han satte ny VM-rekord med et spring på 6,50 meter. Præstationen er en væsentlig årsag til, at Daniel Wagner nu også kan smykke sig med titlen som Årets Para-atlet for første gang.

"Jeg er rigtig glad og stolt over kåringen. Det er en helt speciel pris, der betyder meget for os para-atleter, ikke mindst fordi det er Dan Boyter (direktør i Pressalit, red.) der overrækker den. Jeg har været nomineret fire gange, og det er en ære hver gang, men det er fedt at få lov til at vinde i år," siger Daniel Wagner i pressemeddelelsen.

En unik præstation

VM-titlen i længdespring er ikke det eneste højdepunkt i Daniel Wagners 2017-sæson. Ved selvsamme mesterskab i London spurtede danskeren sig til en sølvmedalje på 100 m, ligesom det blev til guld i begge favoritdiscipliner ved IPC's Desert Challenge i Arizona, USA. Efter et intenst efterår på Europas bjerge lykkedes det også for Wagner at klare de internationale krav for at deltage ved de Paralympiske Vinterlege i snowboard, da han kørte top ti-placeringer hjem i World Cuppens første to afdelinger.

Sideløbende med de sportslige resultater har Daniel Wagner været en frontfigur i Parasport Danmarks rekrutteringskampagne, 'Hvor svært kan det være', og gennem sin aktive og entusiastiske deltagelse i arrangementer som Parasportens Dag og Sahvas løbeskole for benamputerede er han med til at inspirere mennesker med handicap til at dyrke idræt.

"Daniel Wagner er en verdensklasseatlet, og det er ganske enkelt helt unikt, hvad han har opnået i 2017. Både fysisk og mentalt vidner det om høj klasse, og han fortjener virkelig denne ære. At det så alligevel har været en svær beslutning for Parasport Danmarks eliteudvalg at udpege Årets Para-atlet, vidner om, at feltet af nominerede formentlig aldrig har været stærkere end i år," siger Parasport Danmarks elitechef, Michael Møllgaard Nielsen, i pressemeddelelsen.

jwh

Publiceret: 25. Januar 2018 21:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus