Bøgescenerne, de legendariske tvillingescener på Smukfest, gøres nu klar til flytning. Foto: Per Bille

Bøgescenerne, de legendariske tvillingescener på Smukfest, gøres nu klar til flytning. Foto: Per Bille

Nu flyttes Bøgescenerne på Smukfest

Arbejdet med at flytte sceneområdet i Dyrehaven bagud begynder 23. september. Alle interesserede inviteres til informationsmøde om projektet 4. oktober

Dyrehaven De forandringer, som Skanderborg Festival Klub har fået tilladelse til at lave omkring sceneområdet, går nu i gang. Planen er at rykke Bøgescenerne cirka 45 meter bagud og samtidig gøre stykket foran sceneområdet bredere. Selve Bøgescenernes udseende med stensætning i kampesten og bænke foran bliver der ikke lavet om på.

Betingelsen for at flytte scenen og gøre stykket 60 meter bred er, at Skanderborg Festival Klub skal sørge for, at der i forbindelse med arbejdet tages størst muligt hensyn til træerne i Dyrehaven i forbindelse med arbejdet, og at de træer, som fældes på grund af flytningen, erstattes med yngre træer.

Størst muligt hensyn

Samtidig er det aftalt, at den jord, der flyttes i forbindelse med arbejdet, så vidt muligt bliver i Dyrehaven og bruges til udjævning af terrænet i det nye sceneområde.

"Det er vigtigt for både Skanderborg Kommune og Festivalklubben, at den eksisterende skov skånes mest muligt. Der skal fældes omkring 70 træer af forskellig alder. De erstattes med cirka 120 træer på mindst fire meter. De maskiner, som kommer til at køre i skoven skal have en afstand på mindst syv meter til de blivende træer, så rodnettet ikke trykkes," fortæller Skanderborg Kommunes skov- og landskabsingeniør, Inger Nysom Astrup, i en pressemeddelelse.

Fremtidssikret festival

Med udvidelsen af sceneområdet tages det sidste skridt for at opdatere og fremtidssikre Dyrehaven som en bæredygtig og attraktiv ramme omkring Smukfest.

Siden Helhedsplanens blev vedtaget i 2010 er der plantet 29.000 kvadratmeter skov i Dyrehaven. Det svarer til mere end fire fodboldbaner. Der er lavet omladepladser, så opbygningen af festivalen sker på en måde, der er skånsom for skovens træer, og der er lavet nye stier og veje til gavn for både borgere og festivalgæster.

Flytningen af sceneområdet betyder, at der bliver plads til et par tusind ekstra gæster, når Skanderborg Festival Klub afvikler Smukfest nummer 41 i august 2020. Alle gæster kan rummes inden for de eksisterende campingområder.

"Vi er meget stolte over at være med til at sætte Skanderborg på landkortet for store kulturbegivenheder i Danmark. For Skanderborg Festivalklub er det afgørende, at vi fremtidssikrer festivalen på en skånsom og bæredygtig måde. Vi skal selvfølgelig beholde den fantastiske ramme, vi afvikler festivalen i, og samtidig give vores publikum en god og tryg oplevelse både ved scenerne, og når de flytter sig rundt i skoven," fortæller festivalens ordførende direktør, Søren Eskildsen.

"Kravene fra myndighederne til de afviklingsmæssige rammer og artisternes krav til de produktionstekniske og logistiske rammer er stigende. Med tilpasningerne i skoven kan vi tilbyde en fremtidssikret festivalplads, der giver os de bedste muligheder for at afholde sikre, smukke og tidssvarende festivaler samtidig med, at vi passer godt på vores smukke bøgeskov."

Omfattende proces

Forarbejdet til det arbejde, der nu går i gang, har været omfattende. Et særligt opgaveudvalg nedsat af byrådet har udarbejdet en række principper for brug af skoven som et supplement til den Helhedsplan, som blev vedtaget af byrådet tilbage i 2010.

Principperne skal sikre, at Dyrehaven bevares som skov, at den kan anvendes til rekreative formål af byens borgere året rundt, og at den kan fungere som en bæredygtig ramme omkring festivalen. De principper blev endelig godkendt af byrådet i oktober sidste år.

bo

Publiceret 11 September 2019 08:40