Øxenholt Foto

Voldsom brand i autoophug

Biler og bygning gået op i røg i brand hos Halling Autoophug

Politi og brandvæsen modtog tirsdag aften klokken 22.36 en melding om brand i en industribygning ved Halling, der ligger mellem Hadsten og Hornslet.

Her var der brand i Halling Autoophug, og som man kan se på Lokalavisens video og billeder fra stedet, var adskillige biler overtændt, og taget på en bygning var rødglødende.

Øxenholt Foto

Branden var meget voldsom og gav kraftig røg, så politiet opfordrede folk i området om at lukke døre og vinduer. Efter en times tid var ilden under kontrol, men folk blev stadigvæk opfordret til at blive indenfor.

Slukningen af branden varede i flere timer, og først klokken 04.23 meldte politiet ud, at branden var slukket, og at folk igen frit kunne bevæge sig rundt i området.

Østjyllands Politi har efterfølgende oplyst i døgnrapporten, at en lagerhal udbrændte. Brandvæsnet fokuserede på at foretage en kontrolleret nedbrænding og sørge for, at ilden ikke spredte sig til en anden lagerhal, der dog fik skader som følge af varmepåvirkning.

Ingen personer kom til skade ved branden, og det blev heller ikke nødvendigt at evakuere nogen borgere. Årsagen til branden kendes endnu ikke.

Øxenholt Foto

Det lokale brandvæsen fra Beredskab og Sikkerhed fik hjælp fra Beredskabsstyrelsen Midtjylland, der assisterede med 14 brandfolk, autosprøjte, tankvogn og højtrykskompressor.

Øxenholt Foto

jr

Publiceret 24 July 2019 07:00