Værtshusstemning i verdensklasse:

Johnny Madsen still got the blues

Manden fra Fanø er rå dansk kulturarv og den musikalske udgave af Jørgen Leth

Af
Eva Lund Sørensen

Det var ikke på grund af promillerne, at popstjernen Britney Spears optræden på Bøgescenen sent i går aftes med ét virkede som en syret drøm. Da Johnny Madsen indtog Stjernescenen herskede der ingen tvivl om, hvem den rigtige superstar var: Johnny still got the blues.

Der var proppet med festglade smuklinge foran Stjernescenen, da Johnny Madsen med en smøg i hånden fyrede den af på ægte rock and roll manér. Med sin karakteristiske stemme fyrede han op under publikummet, der passende kunne forsætte gårsdagens brandert til værtshusstemning i verdensklasse.

I en perfekt kombination af røverhistorier og eminente guitarsoloer, forkælede Johnny Madsen sit oublikum som bestemt ikke blev skuffet. Blandt de fremmødte stod Andreas Mynster og Benjamin Kjaer, som ikke tøvede med at kalde Johnny Madsen for ”rå dansk kulturarv.”

”Han er den musikalske udgave af Jørgen Leth,” konstaterede Andreas Mynster.

På trods af roserne, har Johnny Madsen bestemt ingen stjernenøkker. Nærmere føles det som om, man er i selskab med en rigtig hyggeonkel – med hang til bajere og smøger. Publikum elskede det i sådan en grad, at der blev hujet efter ekstranumre. Som Johnny leverede. Der blev danset, hujet og skrålet med på perlerækken af klassikere som ”Færgemanden” ”Uden for sæson” og ”Johnny The Blues”.

Der er intet andet at sige end: Go Johnny, go, go, go!

Publiceret 09 August 2018 18:00

SENESTE TV