De yngste smuklinger har indtaget KærligHeden

Der er fest, farver og finurligheder i vente på KærligHeden i den kommende uge

Af
Claus Sonne

Det begyndte med kaos og potentielt livsfarlige situationer, da Smukfests store campingområde KærligHeden søndag slog de imaginære døre op.

"Der er flere eksempler med, at folk læsser de unge mennesker af på motorvejen, så det arbejder vi lidt med,"fortalte Jesper Brian Jensen fra Sydøstjyllands Politi søndag formiddag og tilføjede:

"Det er selvfølgelig ulovligt og farligt."

Det hele endte dog godt, og presset på det knastørre hedeområde var så stort, at festivalledelsen besluttede sig for at lukke gæsterne ind tre timer før tid. Og så væltede det ellers ind....

Da UgeBladet er forbi Kærligheden midt på eftermiddagen, er der stadig rigtig godt gang i tilstrømningen af unge, nogle meget unge, campinggæster. Hovedparten af disse er belæsset med alkoholiske drikkevarer i forskellige udgaver og i mængder, som man nok skal være ung for at kunne forstå. Eller sagt på en anden måde: Hvis nogle på Kærligheden gik tørstige i seng søndag aften, så var det nok deres egen skyld.

Koncert uden lyd

Der er fester i vel nærmest alle afskygninger på campingområdet, hvor teltene står klaustrofobisk tæt. En af de mere spøjse af slagsen er uden lyd - eller: Deltagerne tager høretelefoner på og kan som de eneste høre det nummer, DJ'en spiller. Sjældent har begrebet 'en lukket fest' være brugt bedre. Men det går rent ind hos deltagerne.

I forvejen er der ikke ret meget plads mellem enklaverne af telte, men alligevel må man gå slalom mellem de utallige ølbowlingbaner, en saport der tangerer til at være den mest usunde fysiske udfoldelse.

Og så lige en note til midaldrende journalister: Man skal ikke sparke en løs bold i ølspillet tilbage, så den vælter en øl. Det står ikke i reglerne og bringer uorden i de unge menneskers cirkler.

I den ene ende af pladsen er der kommet gang i LiveCamp-scenen. Gurli Octavia bliver afløst af Fraads, men ingen af de to tiltrækker ret mange tilhørere. Det er imidlertid ikke energi, der mangler.

En to-tre kast med en lunken dåseøl væk har Skanderborg-virksomheden Dynaudio opstillet et high-end mobilt lydstudio opbygget i containere. Aarhusianske Marc Johnson er med på sidelinjen, mens en række af - måske - upcoming bands indspiller musik. Fremragende initiativ, Dynaudio!

Bag musikcontainerens højre hjørne er der godt gang i badningen i Skanderborg Sø, der stadig har en spiselig temperatur. Og bag det venstre hjørne ses en konstant strøm af unge mænd, der lader vandet i det opstillede hegn. Det bliver ikke her, at græsset går ud på grund af manglende nedbør.

Vandet trak som en magnet kort tid efter, at KærligHeden var blevet indtaget. Og med mængden af støv på pladsen taget i betragtning, ja så vil det blive badet flittigt i de kommende dage. Foto. Sonne

Vandet trak som en magnet kort tid efter, at KærligHeden var blevet indtaget. Og med mængden af støv på pladsen taget i betragtning, ja så vil det blive badet flittigt i de kommende dage. Foto. Sonne

På busholdepladsen ved KærligHeden er der tryk på. Men tingene glider. Det gør de til gengæld ikke ret hurtigt ved 'Parkeringen', Smukfests yderste bastion. Her er køerne ganske lange, hvilket ikke skyldes mangel på busser. Men når man skal have drikkevarer på en sækkevogn eller en trækvogn mingeleret ind i en bus, så tager det laaaang tid. Men humøret er, selv om klokken nærmer sig 19, pænt højt. Og hvad mere har man brug for, når Smukfest er lige om hjørnet?

Publiceret 06 August 2018 15:00

SENESTE TV