Alle isene har ikke chokolade, men vekao på toppen. Foto: Martin Sørensen

Alle isene har ikke chokolade, men vekao på toppen. Foto: Martin Sørensen

Kæmpe Sambi slår champagnebrus

I giganternes kamp slår Premier Is Frisko, når det gælder sommerens bud på en grøn limonadeis med vekao-top

Af
Louise A. Poulsen lap@sondagsavisen.dk

Der er tre slags is her: de søde, de syrlige og så den, der er helt ved siden af, fordi den smager lidt af marcipan,” siger lektor på Københavns Professionshøjskole Michael René efter at have smagt på fem slags grøn limonadeis med chokoladelignende overtræk på toppen.

“Ja, den har en syntetisk smag og er meget vandig,” supplerer hans kollega Preben Vestergaard om isen Grønskolling fra Netto.

Det er grunden til, at isen ikke når op på mere end to stjerner, som betyder et produkt på det jævne.

Smelter hurtigt

Friskos version er den eneste, der hedder champagnebrus – et navn, som i daglig tale ofte bruges om de grønne limonadeis med vekao-top. Men kategoriens klassiker får middelkarakteren tre stjerner.

“Syren dominerer smagen mere her. Den er ikke så kondivand-sød som flere af de andre,” siger Michael René, mens Preben Vestergaard synes, at isen har en lidt syntetisk smag.

Coops bud på en grøn limonadeis takseres til fire stjerner. Rema 1000's er dommerne meget begejstrede for, men en enkelt ting trækker ned.

“Man når næsten ikke at tygge på den, fordi den smelter så hurtigt. Den smager rigtig godt af citrus og lime, men den er jo næsten smeltet væk, inden man når ud på terrassen på en varm solskinsdag,” siger Preben Vestergaard.

Ingen chokolade

Helt i top ligger Kæmpe Sambi fra Premier Is, som også er den dyreste, fordi den ikke er købt i en kasse som de øvrige, men har en stykpris på 17 kroner.

“Når man bider, kommer der et godt knæk fra både is og overtræk. Isen er fast og har god balance mellem det søde og det syrlige,” siger Preben Vestergaard, mens Michael René nikker og erklærer sig enig.

“Det er helt klart en favorit,” siger han.

Som de andre is har vinderen ikke chokolade, men vekao på toppen. Det er et produkt, der ikke må kaldes chokolade, fordi det indeholder mere end fem procent andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør.

Sådan skal Grøn limonadeis smage

Vi forventer lime-lemon-smag og sødme, friskhed og syrlig smag, som minder om en sportssodavand. Der skal være god, mørk chokolade på toppen, så is og chokolade giver et godt knæk. Farven er flot og intens grøn.

Publiceret 17 June 2018 06:00

SENESTE TV

Galleri-rundtur i Aarhus

Galerie Møller Witt

Det er ved at være sidste chance for at se Jes Fomsgaards soloudstilling på Galerie Møller Witt. Fomsgaard har tidligere bidraget til udsmykningen af iNano Instituttet Aarhus Universitet. Udstillingen 'Artificiel Move' er åben til 26. juni og viser en række malerier med fokus bl.a. på kompleksiteten og bevægelsen i de mange forskellige rum, mennesker er en del af.

Galerie Møller Witt, Christiansgade 18, Aarhus C.

Galleri Gallo

De to kunstnere Louise Volsted Pedersen og Ulf Larsen udstiller for tiden på Galleri Gallo. Ulf Larsen har tidligere lavet naturmalerier, men efterhånden er det mere motiver fra byen og tegninger af jazzmusikere live, han har kastet sig over. Louise Volsted Pedersen eksperimenterer med udtryk, linje og former og henter inspiration bl.a. i naturen, blade og egne fotografier. Udstillingen kan ses til 19. juni.

Galleri Gallo, Nørre Allé 86, Aarhus C.

Galleri Profilen

180 ukendte værker af Hans Horn, hvis liv som soldat under 2. verdenskrig er beskrevet i Tom Buk-Swientys bog 'Det ensomme hjerte', udstilles på Galleri Profilen til 27. juni. Værkerne, der ikke har været udstillet før, viser bl.a. akvareller af blomster, landskaber, satiriske religiøse billeder og stærke traumatiske malerier om krigen.

Galleri Profilen, Grønnegade 93, Aarhus C.

Keller-Arlund – temporary art

Udstillingsstedet Keller-Arlund viser til 20. juni malerier af Vibeke Jensen, der har rum som gennemgående motiv. Kunstneren bruger en teknik, hvor hun 'prikker' sine motiver op og binder dem sammen med flader og plamager, så de tilsammen danner rum.

Keller-Arlund, Peder Skrams Gade 32, Aarhus N.