300 har meldt sig i Aarhus:

Kæmpe interesse for frivillig affaldsindsamling

Langt større interesse for at samle affald end i 2017

Søndag er der national affaldsindsamling, som hvert år får tusindvis af danskere ud at samle affald i naturen.

Initiativet er blevet mere og mere populært over årene, og i Aarhus Kommune har man i år registreret en imponerende stigning i tilmeldte, der vil bruge tid og kræfter på at samle henkastet affald op i naturen og i byrummet.

I år har 300 foreløbigt bestilt gratis udstyr via Ren By Aarhus. Udstyr, som består af snapper, handsker, refleksveste og skraldeposer.

På samme tid sidste år havde 170 bestilt. Det er en stigning på hele 76 procent i forhold til 2017, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

”Det er dejligt at opleve, hvordan aarhusianerne står sammen for at skabe en renere by. Vi gør, hvad vi kan fra kommunens side, men vi har svært ved at følge med, når folk umotiveret smider affald i naturen. Derfor er vi selvfølgelig klar til at støtte med udstyr til alle, der vil hjælpe med til, at vi får en ren og uspoleret natur,” siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø.

LÆS OGSÅ: Affaldssortering: “Man skal tage ansvar for sit eget lort”

Mårslet er et af de steder i kommunen, hvor affaldsindsamling for alvor har vundet indpas. Her gør det lokale stilaug en aktiv indsats for at aktivere resten af lokalsamfundet i kampen for en renere by.

På søndag organiserer stilauget for 20. gang fælles affaldsindsamling, som plejer at tiltrække 40-50 børn og voksne.

”Mange børnefamilier plejer at deltage, og børnene får på den måde en tidlig forståelse for, hvad der er rigtigt og forkert i naturen. Vi ser meget mindre affald i naturen nu, end da vi startede for 20 år siden, så jeg håber, at vi er med til at minimere problemet med affald i fremtiden,” siger Jørgen Brandt, formand i Mårslet Stilaug.

dp

Publiceret 20 April 2018 10:12

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV